mine planer for i nat

Jeg har opgivet alle planer om at sove i nat
i stedet har jeg sat mig for at
afmontere samtlige surrealiste drømme
i min underbevidst hed
det skal ske ved intens terpning
af Finlands historie
og Heinrich Von Kleist

Jeg har for længst opgivet alle planer
om at forstå hvert eneste ord jeg
omgiver mig med
jeg har besluttet mig for
at undgå at opdage
hvad det egentlig er der gør ondt i nat
har jeg i stedet tænkt mig at
afsøge hver eneste krog af denne dimension
for små lykkelige solstrejf

jeg har for længe længe siden opgivet alle planer
om at finde indre ro i denne nat
jeg har planlagt at gennemskue
mørkets konsistens
og ganske ganske stille bekæmpe en hver trang
til at danse og skrige noget klogt
jeg har sat mig for at beklæde disse vægge
med store ord jeg ikke selv har fundet på

jeg har opgivet alle planer om at føre mine planer ud i livet
i stedet vil jeg spendere denne nat
søvnløst vandrende mellem
væggen og den kønsløse lyd af vækkeuret i min vindueskarm
jeg har planer om at prøve på at lære
at trække vejret lige som dig
så jeg kan sove og bilde mig selv ind
at du rent faktisk er her

de her vægge

Det er de her vægge
de her vægge lige præcis de her vægge
der har det hvideste tapet
den bedste lyd, når man kradser i det
med den alleryderste hud på venstre lillefinger
det er de her vægge
der har de aller bedste skygger det allerbedste lys
det er de her vægge
der er fire af på den helt rigtige måde
og det er ved de her vægge
at den knasende lyd som de andre ikke kan høre
lyder aller sprødest
den lyd der kommer snigende
når skyggerne kryber henover gulvet
det er de her vægge
de her vægge der slutter helt helt tæt til dørkarmen
så der ikke er nogen tanker der slipper ud
eller nogen ord der slipper ind
eller nogen som helst der kan se
om lyset er slukket
det er de her vægge
ligenøjagtig de her vægge
der hælder en lille smule indad i novembermåned
og på torsdage hele året rundt
og generelt mellem klokken 23:14 og
det tidspunkt hvor du endelig falder i søvn
det er de her vægge
der har det helt rigtige antal af
rester af abesnot hvor der engang har hængt en plakat
det er de her vægge
der er fyldt med ord
og billeder af kendte mennesker
og hende der du ikke tør se i øjnene
og det er de her vægge
der næsten aldrig mere giver genlyd af hendes stemme
og det er de her vægge
dem med det allerhvideste tapet
det er de her vægge du
hamrer dine knytnæver mod og
det er de her vægge
de vægge
der engang imellem flytter sig og
forsvinder ud i natten
og engang i mellem lader loftet falde ned
så himlen kan komme lidt tættere på
det er de her vægge
de her vægge der ligger ligenøjagtig
den rigtige afstand til muren og virkeligheden
og det er de her vægge
der for det meste ikke siger ret meget
og nogen gange også bliver stående
og er sådan rigtigt vægagtige i 2D
og med billeder
det er de her vægge
dem med tapetet
det er de her vægge
der det meste af natten
udgør din verden



Kan du slet ikke huske
hvordan man kommer væk?

DU

Nakkedeller

du ser dig tilbage

altid tilbage

nystrøget skjorte

frikadeller

klinisk hvidt tapet

støvet

der efterhånden har taget farve af dit åndedrag

Hvornår trak du sidst vejret?

linoleum

snørebånd

sorte sko

dobbeltknude

fodspor

Hvor løber du hen?

du ser dig tilbage

altid tilbage

hvad flygter du fra?

spejl

væggen

kirsebæressens

alkohol

ukontrollabel hoppen i dit venstre ben

flexible sætninger

svedige håndflader

du nikker

til hvad?

til hvem?

du ser dig tilbage

altid tilbage

du vil ikke se dem

du lukker øjnene

Palle alene i verden

er du ensom?

Bøger

kuglepenne

papir i pæne bunker

pengesedler

kaffe 2 stykker sukker

ingen mælk

Platon

parallelforskudte virkeligheder

du ser dig tilbage

altid tilbage

avisen

diabetes voldtægtsmænd

kommunalvalg

koreansk kommunisme

hvad drømmer du om?

individualisering

parforhold

holdbarhedsdato

fremtiden?

Damen foran dig på gaden

du ser dig tilbage

altid tilbage

forældre

tryghed

frihed lighed broderskab

hvor vil du hen?

du ser dig tilbage

altid tilbage

damen bag dig på gaden

foragt

du taler

du lytter

du samtaler

du lytter ikke

du vil væk(?)

du går

du kommer

du er

du ser dig tilbage

altid tilbage

du ser

absorberer

lugten af mentholatum gør dig tryg

hvad er der galt med din verden?

du har mødt et menneske engang

du vil ikke verden

du er allerede væk



...og der er ingen der kan huske

hvor det var du ville hen...

November torsdag

(kan også læses på digte.org)

Kloden er begyndt at dreje

på en anden måde end

den ellers har gjort det i månedsvis

aftenerne er blevet alt for lange

og dagene for korte til

alle de sætninger der aldrig

bliver sagt

i Sverige forventer man regnvejr

og i Tyskland er salget

af et eller andet gået ned

Danmark er et lille land

et sted i mørket

lidt nordøst for havet

det er befolket af mennesker

som bruger det meste af livet

på at gå i vejen for hinanden

det er ikke luft nok i verden

og befolkningstallet stiger

støt og roligt med en

uoverskuelig folkemængde

af børn der vil dræbe hinanden



SE!



solen stod op i forgårs

der var nogen der så det

nu ligger det på YouTube

vi kan se det

mens det regner

antallet af vægge

med hvidt tapet

stiger mens antallet

af lammeskyer

på den afdøde septemberhimmel

falder

og skydækket begynder

at få samme konsistens

som hovregrød om torsdagen

og uregelmæssige verber

Et eller andet sted på kloden

er et spædbarn ved at dø

et eller andet sted i Danmark

ler et barn af et andet

og et eller andet sted i mørket

er det lige begyndt at regne



Det er nu næsten nitten dage siden

november begyndte

der er en evighed

til den er slut

digte.org

Jeg kan nu også læses på www.digte.org
her:
http://bf06b9cd9c1b50af212759b9e8f4d5f641aeb08a.web14.temporaryurl.org/side/pg/profile/RegitzeJensdatter

Om danskere

Der er egentlig ikke noget galt med Danmark
det er ikke sådan noget med
at alle danskere er kronisk triste
indelukkede og vrede på hinanden
det er ikke en officiel del af deres kultur
at vrisse
det er bare sådan noget de gør
det er bare fordi det er ved at være efterår igen
det er bare fordi havet var så
forbandet gråt her til morgen
det er bare alt den kaffe der aldrig bliver drukket og
alt den te der enten er for kold eller for varm
det er alle de småbørn der tuder
og alle dem der bare holder kæft og
sidder og stirrer forundret på
gamle damer i bussen
det er dig der græder
når du skærer løg og i brusebadet
hvor ingen kan se det
det er dig der
tjekker din email indbakke
syv gange om dagen
- den er stadig tom
det er bare fordi der er så
pokkers mange torsdage hver eneste uge
i det her land
det er bare fordi det aldrig sådan
rigtigt sner til jul
det er bare alt den mælk der bliver for gammel og
alle de tomater der bliver bløde
før de bliver spist
det er alle de flybilletter der aldrig bliver solgt
og alle de lottogevinster der aldrig bliver vundet
der er bare fordi solen sommetider
glemmer at stå op
i det her land
der er dig der nu i fjorten år
har overvejet at
omtapetsere din spisestue
det er dig der ønsker dig Royal Copenhagen
i julegave men ikke siger det til nogen
for ikke at virke fin på den
det er bare alle de sokker der ikke har en makker og
alle de T-shirts fra Skånes Djurpark der er blevet
for små
det er bare fordi det altid regner i Tivoli og
fordi der er så pokkers mange tidsler i græsset
det er bare alle de gummistøvler
der ikke holder vandet ude og
alle de mennesker der ikke kan spille på guitar
det er en by et sted i Jylland
hvor bussen stopper én gang om dagen
og det er en by på Sjælland
hvor 10% af befolkningen er
et eller andet
og resten er absolut ingenting
det er bare alle de knækkede blyanter og
alle de børnestjerner der ikke har talent
det er dig der opkalder dine kattekillinger
efter alle de fyre du ikke fik scoret
fordi de tilfældigvis boede i Hollywood
det er bare fordi der er så pokkers mange
regnfulde søndage og solrige mandage
i det her land
det er bare fordi langt de fleste danskere
smiler en lille smule for lidt

det er bare fordi
det snart er efterår igen
i det her land

På Lørdag

...og jeg lover dig på lørdag
på lørdag vil din verden
være oplyst af en sol
på lørdag holder det op
med at regne på lørdag
slukkes det sidste zitrende
lysstofrør over et sidste
småsnaskede klæbrigt klistrende
klinkegulv på lørdag
på lørdag vendes det aller
første af en uendelighed
af lysegule kalenderblade
på lørdag
på lørdag får verden et
lidt mere grønligt skær
som så du den konstant
gennem bunden af en flaske
på lørdag
på lørdag danser samtlige
nullermænd på klodens overflade
stepdans på engang på lørdag
glider jorden ud af sin bane
og lægger sig til rette
på et lidt lysere sted
mellem solen og Pluto på lørdag
på lørdag vil en eller anden
fremmed smile spontant i et S-tog
på lørdag vil jeg forære dig
hele verden på et fjernsyn på lørdag
jeg lover dig på lørdag
på lørdag vil solen dreje sig
efter solsikkerne og ikke omvendt
på lørdag vil skyerne ikke ligne
en svævende betonmur men nærmere
et fabelagtigt flugtforsøg
gennem verdner der bølger
af neonfarvet røg på lørdag
på lørdag vil der være et ansigt
til hver eneste stemme
på lørdag
fra på lørdag vil hænder altid
forefindes i kvartetter på lørdag
fra på lørdag vil meteorologerne
aldrig nogen sinde mere tage fejl
så længe de lover solskin på lørdag
på lørdag er pandaen ikke længere
næsten uddød på lørdag
på lørdag er vulkanen ved Eyafjallajökull ikke længere
næsten i udbrud på lørdag
på lørdag vil man kunne finde
dobbeltDNA i dynerne
jeg lover dig på lørdag
på lørdag synger fuglene
på lørdag er det rart at verden er i 4D
på lørdag falder himlen ikke ned
på lørdag glemmer solen at gå ned
på lørdag kører toget til tiden
jeg lover dig på lørdag
på lørdag...

Nattens Massefylde

Denne her nat har lidt for meget mørke
denne her nat har en massefylde der er for høj
til mine sarte lunger
jeg kan næsten ikke trække vejret
der er alt for meget sorthed
i denne evighed af intethed og nat
tiden står tøvende og zitrer og har glemt
hvor det er den plejer at gå hen
i disse mørke timer
hvor luften er standset midtvejs
i et skælvende ekko
af lys der er forsvundet
i tågen af i går
luften emmer af erindring om
at der er titusind børn
der måske skal dø i morgen
der er måske
en stolthed der skal knækkes
en pige der skal kneppes
en regering der skal kuppes
en massemorders drøm
der skal føres ud i livet
men i morgen ligger langt væk
og mellem fremtiden og nu
er en evighed af nat
titusinde børn græder sig i søvn
i dette øjeblik
de kan næsten ikke trække vejret
under presset af en nat
med alt for meget mørke

noget om en jordomsejling og en webergrill

Først var Han en skindende cykel
under skyerne nede ved havnen
på en sommerdag
Hun var en dristig kjole og et solbrændt lår
senere blev Hun til en læbestift
og Han blev til et par moderne sko
som Hun knap nok turde se op fra
mens de dansede under en skyfri nattehimmel
så blev de et par
og Hun sendte jalousi ind i hjerterne
på alle sine veninder
når Hun gik i sine stolte stiletter
i takt med hans moderne sko
Han var i den anden ende af Hendes ene hånd
og hver aften i den anden ende af telefonen
mens skyerne drev over landet med sne
og da varmen endnu engang indbød
til dans under stjernerne i dristige kjoler
var de en ferie ved vesterhavet
og de så solnedgang og Han
kyssede Hendes hånd og hviskede
at måske skulle de endnu længere nordpå til næste år
må skulle de se nordlys sammen
Hun pegede mod et skib i det fjerne
og sagde noget om en jordomsejling
og næste år var ferien ved vesterhavet
blevet til en tradition
og Hun sad foran pejsen
og strikkede et samtalekøkken mens Han
sagde at de måske kunne købe en bondegård
med heste og høns og kaniner
og Han købte en hund
og Hun købte en lidt længere kjole
så fik Hun en studenterhue
og Han fik et par gode ord af Hendes far
senere købte hun en brudekjole
og Han købte en webergril
og de elskede til lyden af vesterhavet
og mens Han stegte pølser på webergrillen
og Hun sagde noget om at gå til pardans
pegede deres datter
med sin lille tykke finger
op mod himlen og sagde
som havde ingen af dem vidst det før
”sky”
og skyerne trak ind over landet og kom med regnvejr
og Han elskede til lyden af regnen
men en der stadig havde solbrændte lår
og senere købte Han blomster og sagde undskyld
og hun fik en abort
og siden så de ikke mere til hende
for hun købte sig en dristig kjole
og mødte en fyr i moderne sko
og Hun så ud over vesterhavet
og sagde noget om en jordomsejling
og siden noget om en bryllupsrejse
som Hun aldrig havde fået
men Han fik tilgivelse
og Hun fik en søn
som fik et par fodboldstøvler
og Han fik rygerlunger
og Hun fik en flot halvtredsårs fødselsdag
som blev fejret til lyden af vesterhavet

nu sidder de på dækket af et krydstogtskib
Hun smiler gennem rynkerne
Han kan huske Hendes lyse hår
under studenterhuen
Hun kan skimte jyllands kyster i det fjerne
og Han undrer sig over
hvad det egentlig var de skulle nå

Til Alex

det er lyden af rullekufferter
og klassisk musik der svinger mellem murerne
turister og tyskere
der kaster sig hovedkulds ud
i spontane klapsalver
og et springvand
et sted ude i sollyset

det er lyden af mennesker
der søger tilflugt på steder
med skygge og aircondition
det er de dybe lommer af inderlig ro
der åbner sig flygtigt
mellem storbyens glimt
af pulserende glædesråb

det er en bukket blomster
der spadserer forbi
i et par nyindkøbte tåsandaler
og ganske langsomt drejer sig
efter lyden af en fremmed
som en solsikke efter solen
et sted syd for byen

det er et par øjne der er forsvundet
i dybe overvejelser om
lige netop hvilken gademusikant
der skal have de sidste tyve cent
der gemmer sig i pungen
og i forbifarten lander
i en silkeforet violinkasse
til lyden af vivaldi

det er en hidsigt skælvende bevidsthed
om at byen kun i dette øjeblik
vil lyde som den gør
og ikke har gjort eller vil gøre
i tusindsvis af år

det et svagt og bortsvindende minde
om at netop denne by
engang har været delt
i årtier
det er et minde der bevares
på postkort og denkmals
i mange mange år endnu

det er den levende lyd der fortæller
at dette folk
har tænkt sig
at leve danse elske med hinanden
på tværs af øst og vest
i en evighed endnu

det er lyden af et par sko der stopper op
ser sig lidt forvirret omkring
og smiler

til lyden af Alexanderplatz

Dans mens du kan

Hånd i hånd i hånd har vi lige
passeret point of no return
et sted ude i natten
og mens birkepollen og cumulus skyer
forsvinder et sted bag horisonten 
danser mine sko hen ad gaden
og lader vabler være vabler bare fordi
solen endnu ikke er fosvundet 
i det ukendte bag ekvator
og vi danser ikke for solens skyld for fredens skyld for vores skyld
vi danser fordi vi endnu ikke er døde
for menneskene omkring os skal alle sammen dø
og nogen dør for kærligheden nogen dør for tidligt
og andre dør forgæves 
alt imens vi danser kun fordi vi kan
natten er endnu ikke ung og musikken spiller kun i vores fødder
og det er kun et spørgsmål om hvor hurtigt du kan flytte fødderne i natten
det er hverken askeskyen angsten eller aldrig i livet
der holder os fast under himlen
tyngdekraften er blot en bivirkning af vores
tiltrækningskraft når vi smiler
se et menneske
det er hverken nyfødt eller døende
men stivnet et sted
mellem tvivlen og alt den kaffe som aldrig bliver drukket
afventende overvejende om det vil leve nu
eller vente til det er for sent
kom lad os vise det hele verdens fortræffeligheder
kom lad os vise det at
bobleplast burhøns og bananreplupliker blot er
elementer i musikken der driver vores hjerter ud i nattens puls
kom lad os fortælle det at kun Ikaros
levede fuldt ud
kom lad os råbe
kom lad os synge i kor!

Et digt om havet

Jeg har skrevet et digt
der ikke handler om dig
det handler heller ikke 
om mig eller om os to
det handler om havet

Det handler om vandmænd i al deres
gennemskuelighed
og om vådt tang og småsten 
det handler om en strand
et sted ved verdens ende
hvor jeg fandt en hulsten
gennem den kunne jeg få øje
på det sted hvor
havet sluger himlen
det handler om den hulsten
som du bærer om din hals
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om de småbitte bølger
der danser for en nyfødt sommerdag
og det handler om bare fødder
og om fodspor i vandkanten 
og lidt senere kommer det til at handle om
ømme bare fødder
efter timevis af gang langs havet
det handler om mine ømme bare fødder
som du maserede mens havet blev til nat
men det handler ikke om dig 
det handler om havet

Det handler om bølgeskum
og det handler om små både
der gynger i vinden 
over havet under himlen
det handler om en ø
et sted mellem to lande
det handler om græsset på den ø
det handler om en solskinsdag
engang for længe længe siden 
og det handler en lille smule
om dine læber dine hænder og dit hår
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om et stormvejr
hvor himlen og havet ikke
kender forskel på hinanden 
det handler om bølger og
det handler om et dige
og om en busk der danser i vinden
et sted i mørket bag havet
det handler om vinden 
og om regnen og
det handler ganske flygtigt 
om et sted i natten som 
vi to har besøgt sammen
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om en skov
et sted under himlen der
spejler sig i bølgen blå
det handler om helt nye blade og
det handler om frisk fisk
om en frisk brise og om solen
det handler om sankthans bål
der spejler sig i både havet og natten
det handler om Danmark
det handler om den danske sommer
når den minder mig om dig
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om små
lilla blomster der voxer 
i solskin og havluft
det handler om duften af hav
det handler om havet
og det handler om himlen
det handler om skyer
der flyder langsomt over himlen
og drukner et sted i horisonten
det handler om et maleri med 
rn udflydende horisontlinje 
og om et postkort jeg sendte dig
fra et sted vest for solnedgangen
det handler om havet 
og det handler om himlen
det handler om det sted 
hvor de to blå farver
fra havet og himlen 
kysser hinanden i en
endeløs nuance
der har fuldstændig samme farve
som dine øjne 

Men der handler ikke om dig
det handler om havet...

Stemmeret II

Jeg blev født engang
i vintermørket 1992
Jeg blev født det år
hvor Danmark vandt den der fodboldkamp
Og jeg blev født mens
en eller anden fik sit første knald
sin første mand sit første barn sin første
skilsmisse eller udbetaling af folkepension
Jeg blev født i 1992
det er atten år siden
så nu er jeg myndig og voxen og ansvarsbevidst
og jeg har fået stemmeret
og ret til at hæve min stemme og
medbestemmelse i hvilken vej Danmark skal gå
i fremtiden
for jeg har fået stemmeret
og ret til at drikke mig plørefuld i irish coffee og fadøl
og have sex med tilfældige mænd jeg møder på gaden
og jeg har fået ret til at blive stripper
eller undertøjsmodel
eller uden-tøj-model
og jeg er blevet voxen
og jeg har fået jeg til at få voxenløn
og bistandshjælp
og ret til at melde mig ind i en fagforening
i greenpeace i rødekors i rødfront
eller en støtteforening
for hjemløse pandaer med kræft
og jeg er blevet voxen
og har fået ret til at tage kørekort og jagttegn
og ret til at køre rundt i min Toyota HiLux fra 1992
og skyde hjorte og ræve og
et barn på kælk i ny og næ
og ret til at komme i fængsel og
få p-bøder og fartbøder
og børn
og hus og mand og bil og hund
og ret til hver dag at gå tur med hundene
eller bare ret til at gå i hundene
og jeg er blevet voxen
og har fået ret til at låne 40.000 kroner
på mit glatte 18-årige ansigt
af en tilfældig anden 18-årig der betjener mig i Bilka
på en tilfældig regnfuld torsdag
og jeg har fået ret til
at åbne en virksomhed
og sælge pølsehorn og julepynt og billigt sprut og
importerede smykker fra Malaysia
for jeg er blevet voxen
og jeg har fået ret til at få S.U
fordi jeg er studerende
og ret til at købe mig en lejlighed og en guldfisk og en fladskærm
og ret til at smadre enten
guldfisken eller fladskærmen
med et par lyserøde stilleter
i et vredesudbrud over en eller anden exkæreste
som jeg ellers kunne være blevet gift med
og skilt fra
og jeg har fået ret til at få en tatovering en piercing
et nyt navn et fritidsjob eller
4 børn der eller sammen heder noget på russisk
jeg blev født i 1992
det er atten år siden
og jeg har fået de samme rettigheder
som de der blev gift dengang
de der blev skilt dengang
de der vandt eller så
den der fodboldkamp dengang
og de der fik deres første knald eller
gik på pension dengang
for jeg er blevet voxen
og jeg har fået stemmeret
og kan være med til at bestemme hvilken vej Danmark skal gå
i fremtiden...

...men jeg kan stadig ikke rigtig finde ud af det der med højre og venstre

Brain Damage

Jeg gemmer mig i Pink Floyd

Du har glemt hende

Du vakler en lille smule og er lige ved
at tabe balancen på gulvet for at se den
splintres i millioner af små bitte stykker
der vil ramme alt og alle omkring dig i
et nyt og mere skindende Big Bang
det sker når du bliver så optaget af dine egne ord
at du glemmer at stå på dine fødder
du klør dig bag øret og er ude af stand til
at fokusere på bilerne bag regnen og på
din globus der drejer og drejer et sted under din finger
og der hvor du peger vil du kysse hende under stjernerne
hvis ikke du får flymad galt i halsen og
hoster indvolde og morgensurhed op
og spreder dine bakterier i luften omkring dig
som en ny og mere smitsom udgave af aids
det sker når du får så travlt med at vise dig til hele verden
at du glemmer dig selv et sted
mellem Singapore og Vejle
du slikker på din egen pegefinger et kort øjeblik
bare for at fugte den inden du bladrer i avisen
og åbner den på en side om en ny bog
og den bog har du tænkt dig at købe i eftermiddag
og du vil læse digte højt for hende
mens stereoanlægget inde i stuen spiller saxofonmusik
og mens hun snurrer håret rundt om sin pegefinger
bare for at have et sted at gøre af den
det sker når hun får lyst til at holde dig for munden
fordi du glemmer at sige dine egne ord
du sender hende det der blik som
bringer hende lidt i tvivl om
hvilket blik du gerne vil have tilbage
og du fortæller hende om en eller anden
bonde i sydamerika du læste en bog om engang
og du vil så gerne vise hende
hvordan friskpresset appelsinjuice smager
og du har lært at sige jeg elsker dig på spansk
og du er allerede på vej ud af døren og
ingen kan huske hvorhen det var du ville
det sker når du glemmer
at hun ikke er din señorita
du har fortalt hende om et sted
langt væk fra byen hvor
man ingen biler kan høre og
hvor fuglene synger sange på et fjernt og mytisk sprog
og du har sagt at du vil plukke årets første anemone til hende
og du har sagt at du vil synge serenader for hende en nat
men du har glemt at hun har mødt en anden og
du har glemt at årets første anemone ikke kommer i august
det sker når du har så travlt med at fortælle om dit liv
at du glemmer at leve det

Det her

Det her er bevidstheden om
at der er lakridser i den blå slikskål
foran fotografiet af den glade mand og hans tre børn
det her er lyden af vivaldi på stereoanlægget og
det er lyden af elkedlen og tevarmeren
det her er et barometer der beskriver
vejret som smukt
det her er lyden af uret der afbryder
et svensk dokumentarprogram om drypstenshuler
det her er den ternede sofa og det her
er årets første asparges
Det her støvet på lysekronen og
rester af pyntet fra bordbomben
da december blev til januar
det her er hjemmelavet syltetøj og
trygheden i at vide
at mælken i køleskabet
er både skummet og økologisk
det her er et hjemmeplantet avocadotræ
og det her et postkort fra Athen
Det her er skyggen fra bøgehækken der
gynger i vinden og det her er katten
der vasker sig bag papirkurven
det her Pink Floyd og Bjørn Afzelius
det her er rørsukker og havregrød

Det her er datiden og barndommen
det her mit hjem

Du er væk

Mælken i dit køleskab
er kun to dage for gammel i dag
og det kan alligevel ikke smages
når du hælder den i kaffen klokken 3 i nat
og placerer dine øjne foran
fjernsynsskærmen uden lyd
for at fylde nattens mørke ud
med lyset fra en tilfældig
amerikansk actionthriller

Jeg ved ikke hvad du flygter fra
jeg ved ikke hvor du flygter hen
men jeg har friskbrygget kaffe

Der er stadig nogen af blomsterne i din vindueskarm
der har den farve som blomster skal have
og du kan alligevel ikke se de
visnende kronblade når du i natten
vender blikket væk fra regnen og
retter det stift mod tegning efter tegning
af den samme kvindekrop du ikke har rørt ved
i flere måneder end du har ar til at tælle

Jeg ved ikke hvorfor du græder
jeg ved ikke hvem du græder til
men jeg har friske røde tulipaner

Du kan stadig næsten synge sange
på beatet fra din telefon
der bipper genudsendt i flere timer
når den anden ende ikke giver lyd
den kan alligevel ikke høres gennem braget
fra dit fjernsyn da du tænder lyden
og lader de perfekte menneskers
perfekte stemmer fylde din stilhed

Jeg ved ikke hvem du taler til
Jeg ved ikke hvad du siger
men jeg skal nok tage min telefon

Søndag den sekstende maj var ikke en novemberdag

De siger at deres forår ligner
regnfulde novemberdage
De siger at fuglene ikke synger 
så smukt som i eventyr
De siger at de aldrig har set en anemone
Med samme farve som himlen
Men himlen er altid grå mellem mure
og anemoner kommer ikke
i samme farve som beton
De siger at deres luft giver dem cancer
de siger at jorden føles hård at ligge på
De siger at græsset ikke gror i gaderne
Men græs behøver solskin og
ansigter behøver smil for at leve

Et sted langt fra deres gadelamper
et sted langt fra fantasierne af computeranimeret  solskindsvejr
et sted mellem husene og røgen
Findes et sted
under et tag af blade med næsten
samme farve som deres reklameskilte om miljø
der findes et sted
hvor anemonerne ikke er farvet efter
Himlen og hvor himlen ikke er farvet efter beton 

Menneske, jeg har gennemskuet dig

Jeg ved at du aldrig nogensinde
dyrker andet end haikudigte og sex
i skæret fra din læselamper
Jeg ved at du lyver for dig selv
når du siger at solen skinner
bag ved de mørklægningsgardiner
du omtaler som øjne
Jeg ved at dit hår
ikke er naturligt lyst
Jeg ved at det er fordi du er klar over
at du kun er midlertidigt i live
at du ikke tror på evigheden

Jeg ved at du smiler af sygdom
Jeg ved at du danser jive til lyden 
af sirener
Jeg ved at du smiler ens
i begge sider af ansigtet og
jeg ved at din midterskilning sidder i midten

Men jeg ved også at du ligger
rastløs vågen i natten og
gemmer dig for stemmerne  
fra fjernsynet der kører uden lyd

Jeg ved at dine læsebriller får dig til
at se en smule mere interlektuel ud
og at det er noget du har brug for
Jeg ved at du ikke drikker vand på flaske 
for at støtte noget som helst
Jeg ved at temperaturen på dine dates
bør måles i fahrenheit for at komme over tretten
Jeg ved at du egentlig ikke kan lide
smagen af kåldolmere og bulgursalat
men at du spiser det alligevel
for at føle at du er god ved dig selv
Jeg ved at McDonalds sælger en burger
som du egentlig godt kan lide
og jeg ved at du ikke længere kan passe
den røde kjole og balarinaskoene i skabet

Jeg ved at du synger med fuglene
Jeg ved at du griner af din død
Jeg ved at du danser hånd i hånd med alle dem
som foregiver at elske dig
Jeg ved at din makeup altid sidder perfekt
også når det regner

Men jeg ved også at du ligger rastløs
vågen i natten og
gemmer dig for stemmerne
fra væggene der står næsten stille i nat

 

Det er lige netop sådan nogle briller

Det er sådan nogle briller
Som min far skuller have
Hvis de ikke var så runde
Så komiker så retro så nymodens 
Så lektor blomme og min onkel
Det er sådan en marmorimiterende
Linoleumsvægbelægning
Som de har det der sted hvor vi så 
Ham der med brillerne
Ham der der ellers lignede en der
Har læst teologi og har et chefjob og et helt vildt langt og hogwatsagtigt
Egetresbord som vi også skulle have
Hvis det ikke var så langt hvis ikke
Spisestuen var så kort
Hvis det ikke var så dyrt og så
Træagtigt så lidt for stort nå nu 
Vi ikke har sådan en gård som
Den de viste i tv den dag lige før
Det der klip fra x-faktor hvor der sad
En mand i baggrunden med 
De der briller du ved nok
Altså den der dag hvor 
Der var det der jordskælv i 
Det der land nede sydpå ja
Altså den der dag hvor ham der inde
Ved siden af
Ham du ved med brillerne
Den dag han døde  
 

Endnu et haltende festdigt

Rytmiske jordskælv ryster mine mure
og afstanden mellem dem og mig 
bliver langsomt varmere og mere 
Og mere fugtig
mine øjne kan i glimt røre ved 
det de markedsfører som ansigter
skøvsøer og idyliske bøgetræer
visner i trommer og fødder
vægten af mennesker forsvinder
bag skyggerne
det er mine mure der taler til mig og
i glimt et par øjne hvis navne
er blevet tabt et sted i natten
Deres ord er poetisk interessante
intensiteten bliver klam og 
kølig mod min hud
to fjerne stjerner kolliderer 
ustoppeligt i det endeløse beat
Min verden er nu komplet
af misdannede dansetrin

Og mens jeg drukner i rytmer og nat
Fortsætter festen østpå

Det er et spørgsmål om skyld

Det er fordi solen glemte at stå op
bag de uendelige skyer i morgers
det er fordi postmanden ikke
havde noget med til dig i går
det er fordi du ikke kunne sove i nat
og det var fordi blæsten gjorde dig bange
det er nætternes skyld

Det er fordi det har regnet i så mange
måneder nu
det er fordi du er faret vild i
dine egne tanker
det er fordi der ikke er nogen
der vil hjælpe dig
og det er fordi de alle sammen har glemt
hvad du hedder
det er samfundets skyld

Det er fordi du ikke fik frokost i dag
det er fordi dine sko
er gået i stykker
det er fordi du ikke har råd til nye sokker
og det er fordi staten har taget alle
dine penge
det er fordi du har glemt
hvad det var du ville spare op til
det er de rige møgsvins skyld

det er forårets skyld
det er dine forældre og søskendes skyld
det er tidens skyld og tankernes skyld
det er den der vulkansky fra Islands skyld
det er lektiernes skyld
det er lærernes skyld
det er din egen skyld

for jeg har ikke lyst til at erkende
at det måske er min skyld
at du græder

Du er følelsen af

At jeg udsættes
for overproportioneret
lykke
at jeg bortføres
af en glødende boble
farvet af tryghed latter
og ("Love, love me do")
-Beatlestekster

At dine varme fingre
holder mig fast
mens skyerne
falder ned til os
og danner en tåge
der dækker hele verdens
afsky

At regnen falder opad
og daner ringe
i et hav af skønhed
over vores blikke
og havet skylder
ned over os
og efterlader luften
med en pikant smag
af tillid

At byens beton
glider langsomt
ind under vores føder
og gør jorden blød
at lette fra

At gadernes lysende blomster
letter fra deres stilke
og danser i vinden
mens elektriciteten kun
er dreven af vores fælles
varme

At lamperne lever
og tager form
af nye arter
af eksotiske fugle
der synger i
tonelejer uden for
ørets rækkevidde
og duften af deres sang
får nye nuancer
af spraglede farver

At verdens smerte
skylder forbi os
som en bleggul flod
vi ser den ikke
den fordamper
i en ubestemmelig dis
hvis sprøde aroma
ubemærket
er en del af øjeblikket

At natten
er udmattet af farvespil
at mørket blegner
at solen kommer
og at vi vandrer
mod det ordinære lys
med hinanden i hånden og ved
at vi kan
fascineres af det

RJW 3/2 2009

(et efterhånden gammelt digt
som nu er blevet genlæst og
omskrevet en ganske lille smule
men stadig er lige så sandt)

Dette øjeblik i Berlin (med et twist a romantik)

mellem dine hænder er
dét sted
hvor jeg helst vil tilbringe
dette øjeblik
under himlen under fernsehturm er
dét sted
hvor jeg helst vil tilbringe
dette øjeblik
helt tæt på dit åndedræt
men alligevel
så lang væk at jeg kan se
både dine øjne og dit hår
på samme tid findes et sted
dér vil jeg helst tilbringe
dette øjeblik
i en nøje udvalgt solstråle
lidt til venstre for din skygge
og lidt til højre for et træ
hvor din hånd og min hånd engang
sammen har gledet langs barken
dér vil jeg helst tilbringe
dette øjeblik
Alexanderplatz er det sted
hvor jeg helst vil tilbringe
dette øjeblik
med næsen over et blomsterbed
og øret under en fløjten
vil jeg helst tilbringe
dette øjeblik
langt langt væk fra frygten og forhåbningerne men
ganske ganske tæt på en lykkelig slutning vil
jeg helst tilbringe
dette øjeblik
med lungerne fulde af berlinerluft og
maven fuld af kærlighed
vil jeg helst tilbringe
dette øjeblik
under en skyfri himmel og
over dine sko
hævet over dagligdags bekymringer og
spejdende mod det sted hvor
solen møder himlen
vil jeg helst tilbringe
dette øjeblik
med dig

du tilbringer dette øjeblik
langt fra mig
jeg tilbringer dette øjeblik
langt fra Berlin

Mindegangen (Gymnasiet i Kalundborg)

mine sko og blyanterne i min taske
vandrer langs vægge og paneler
mine øjne kaster blikke på
fremmede ansigter
forsvundet i en glemt tid
der engang var minder for nogen
der selv er forsvundet her
deres grinende øjne
følger mine skridt under
deres hatte af håb
de er fortidsbilleder
af min fremtid
de havde verden for sig
de er her ikke mere jeg
vil aldrig kende deres navne

de fordamper og lægger sig
som et tyndt og gennemsigtigt lag
uden på min atmosfære
ukendt men endnu ikke glemt
da jeg åbner døren og forsvinder
fra mindernes gang

udenfor er det forår
lidt endnu

(Gangen med de mange billeder
Gymnasiet i Kalundborg
klokken lidt over 3
en forårseftermiddag 2010
endnu før eksamen)

Regitze J. Worsøe (netop nu 1.K)

I dine nætter

din stjerne er standbylampen
fjernt på et fjernsyn delvist i
et andet rum en anden dimension
din måne er et nøgent bryst
tilhørende en kvinde hvis navn
du aldrig har fortalt mig
dit omdrejningspunkt er et sted
omkring hendes navle og sådan cirka midtvejs
mellem ækvator og dit køleskab
hvor du har to kolde øl
og du ved ikke om hun sover men
du kan jo også bare tage en øl til dig selv
og du overvejer lidt at tænde fjernsynet
men uden lyd så hun ikke vågner
og du er ikke sikker på om
det er hendes varme hud eller
den ene kolde øl dine fingre
helst vil mærke
og ind til videre virker lagnet som
et udmærket kompromis
og man kan ikke høre særlig meget under vand
eller imellem planeter men alligevel
undslipper et ord hendes læber i natten
du er ikke helt sikker på om du skal svare og
da hun smiler i søvne er du i tvivl
om hun smiler af dig eller til en
hun har mødt i sine drømme
måske håber du at det er dig
hun har mødt i sine drømme
og du er ikke sikker på om du må røre ved hende
og det er dig der går i udbrud et sted
mellem solen og Mars da hun
drejer kroppen en smule og
synes at lyse endnu mere op i mørket
og det er fjernt i en galaxe der
endnu ikke har et navn
at en planet er gledet ud af sin bane og
et eller andet går sin undergang i møde
da den næsten kolliderer med en anden
og der er fuldstændig stille dybt i universet
bag væggen mellem to planeter
og alligevel fornemmes et knagende
rædselsskrig
måske skabes et stjerneskud da
kæmperne kolliderer og
hendes hud rammer din langsomt
hun lukker sin hånd om din
og planeten drejer langsomt om sin egen axe
og det er solen og hendes glade øjne
der rammer dig da hun ser på dig og smiler
du ved ikke helt om du skal smile tilbage

jeg ved ikke helt om du stadig tænker på mig

I dette øjeblik

Lige nu bevæger mælkevejen sig
en lille smule længere væk
fra de nærmeste galaxer
lige nu får en lidt genert og bumset dreng
sit aller første kys fra en lidt yngre
stille pige der smager af ganebøjle
lige nu stivner skyerne over vestsjælland og
fryser øjeblikket lige før
natten bliver til virkelighed
lige nu skabes et barn på et wc
på en togstation i nærheden af Stockholm
lige nu falder verden fra hinanden for en eller anden
lige nu fødes et barn lige nu
fødes et dødfødt barn
lige nu indser en mand at han har glemt at lægge mærke til
at hans liv forsvandt i skilsmisser og pensionsopsparing
lige nu dør han
lige nu rammer en finger t-tasten på et tastatur
lige nu danser en pige med sin skygge og
hendes søster med sin drømmefyr
lige nu kysser to fremmede under et stjerneskud
lige nu er der en der dør under stjernerne
lige nu giver en brudgom ringen til sin brud
lige nu river en kvinde en ring af sin finger i vrede
lige nu snurrer jorden om sin egen axe og
lige nu slukkes en stjerne
lige nu flyver en sms fra sjælland til sønderjylland
med et kys og et inderligt håb om svar
lige nu rammer mørket storebælt
lige nu bevæger mælkevejen sig
en lille smule længere væk
fra de nærmeste galaxer

Foråsdigt light

Det er foråret
der netop er gået i udbrud
det er en begyndende tendens til
smilende ansigter
der er unge piger i lyse kjoler der
kysser med fremmede mænd i
hver en solstråle
det er oceaner af nyfødte
børn og blomster der sikkert alle sammen
bærer et håbefuldt navn
det er min hånd og din hånd
det er en særligt talentfuld fugl
det er trangen til at skrive
et halvromantisk forårsdigt
der helt og aldeles drukner
i dit smil

Vi, som er hinandens guder

Der er et flygtigt strejf af solskin i dit smil
Der er dansende rytmer som
leger i din puls
Der er en lille smule latter
under duften af dit hår

Og jeg ved
at du ler af månen og jeg ved
at solen er din gud og
jeg ved at din engel bærer mit navn

Der er eventyr ved dine fødder
Der er fuglesang i dine fingre
Der er vildfarne kys som
leger i dit åndedræt

Og jeg ved
at du danser med stjernerne og jeg ved
at lyset er dit liv og
jeg ved at din bibel er skrevet
med ord fra min hånd

Der er ildebrand i dine hænder
Der er kildevand i dine håndled
Der er en lunken lykkelig brise ved
dine fingerspidsers hud

Og jeg ved
at du elsker mine hænder og jeg ved
at dine drømme er mit liv
og jeg ved at vi to
skal holde om hinandens hænder nu

Storbynat - Berlin - 2010

Natten er det tynde lag af
blåkøligt zitrende luft der
danner hinde mellem dine hænder
og min hud
Natten er en skønhedsplet
bag dit venstre øre
Natten er et endnu lysende ord
fra dine blege kolde læber
Natten er et neonskilte
i et land langt borte
Natten er en skygge Natten er et suk
Natten er nervøs velour
i en mangfoldighed af mørke farver
Natten er et symfoniorkester med
sytten sortklædte
saxofonister
Natten er bogstavet z
syvogtredive gange i træk
Natten er din hånd min dyne
et krøllet lagen en kølig blæst
et varmt kys og en
langtrukkent veltilfreds men mumlende
mmmmmmmmmh-lyd
Natten er en evighed af støv
Natten er en mængde meningsløse drømme
Natten er et lyskryds og
en ambulance fjernt i støjens horisont
Natten er en storby et sted bag gardinerne
Natten er et sort tapet Natten er et tæppe
Natten er et fjernsyn på standby
Natten er et træ med
en uendelighed af grene
Natten er støvler på en grusvej
Natten er et flygtigt strejf af
kaffegrums og angst

Natten er mørkest mens du sover

Kom

Kom lad os sammen lukke øjnene
og sammen vende vores blikke væk
fra den blodige skræmmekampagne
der fylde vores øjne
nu i år i denne verden
Kom lad os ikke smage lugte føle høre
nutidens stanke stress og støj
Kom lad os sammen gå mod horisonten
der er så endeløs og grå
som den vil være i evigheder

Kom lad os ikke føle ugerne
og rutinens revnende lak
Kom lad os ikke gå langs de endeløse
glatbarberede veje
der pryder vores jord
og aldrig aldrig fører os til Rom
Kom lad vores fingre mærke hinanden
Kom lad vores hænder mærke menneskehud
der er så blød og bar og levende
som den vil være i evigheder

Kom lad os ikke smage på de
ensfarvet endeløs dunste
af international friture
Kom lad os ikke kaste blikke på
de millioner af bemalede ansigter
der udgør klodens uniform
Kom lad os sammen smage luften
der så dansende og farveløs
som den vil være i evigheder

Kom lad os mærke hinanden

Det tog mig en en time at skrive dette digt

Det tager fem minutter at ryge en cigaret
det tager cirka 8 timer at rejse
med offentlige transportmidler
fra Skagen til Sønderborg
det tager cirka 9 timer at flyve
fra Frankfurt til Singapore

det tager lyset
792 år
at rejse fra nordstjernen
til dig

det tog 128 år fra mennesket opfandt telegrammet
til den første e-mail blev sendt
fra én nørd til en anden

det tager under et sekund
at sige fastfood
men ca 10 minnutter at lave en pizza
det tager kun 5 minutter at koge en portion
havregrød

det tager cirka 10 minutter at glatte sit hår
det tager cirka 10 minutter at krølle det igen

det tog 182 år at bygge Notre Dame

det tager omkring 75 år at leve et liv
det tager 9 måneder for et foster at udvikle sig
det tager ca 5 minutter at skabe et
lille bitte menneskebarn
der kan leve i 75 år
det tager få sekunder at slå det
menneske ihjel

det tager et enkelt blik at blive forelsket
det kan tage et liv at glemme det igen
det kan også bare tage et hurtigt knald
og en fadøl

det tager i gennemsnit 4 et halvt år
at udkæmpe en verdenskrig
til gengæld kan du nå at børste dine tænder
på kun 3 minutter

det tager ca et år for menneskebarnet at lære at gå
men det bruger hele livet på at lære at gå den rigtige vej

det tager 6 minutter at brygge en kande kaffe
det tager ca et kvarter at blive gift
menneskebarnet bruger de første 14 år af sit liv
på at blive voxen og
resten på at forsøge at være som et barn

det tager cirka 13 sekunder at gå op og ned
af de samme tretten trappetrin


det tog 3,8 milliarder år fra livet opstod
til mennesket rejste sig op

Jeg ved ikke...

Jeg ved ikke hvorfor jeg tror på dem
når de fortæller mig at jorden
bliver ved med at dreje
om sin egen axe
når det bliver ved med at føles
som om den drejer sig om os

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med
at forsøge så ihærdigt at forestille mig
det der uendelige univers de
fortæller mig om
når jeg personligt selv
ikke kan se længere end
til mørket

Jeg ved ikke hvorfor jeg stoler på dem
når de smiler
og jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med
at tro på at det bliver forår engang
når der kommer en snestorm
hver gang jeg prøver at le

Jeg ved at himlen er blå og at
havet er blåt og at dine øjne er blå
for jeg har selv set det
men jeg ved ikke om
min blå og din blå er
den samme farve blå

Jeg ved ikke hvor jeg har alle
mine spørgsmål fra
jeg ved ikke hvor jeg har mit sprog fra
jeg ved ikke hvem der lærte mig at smage
på ordet sprødt
jeg ved ikke om ordet sprød kan bruges
om dine blålige blikke

Jeg ved at jeg har et begreb der hedder mørke
jeg ved ikke hvor det kommer fra
jeg ved ikke hvorfor det skræmmer mig
jeg ved ikke hvem der lærte mig
hvad frygt er

Jeg ved ikke om alle mennesker er bange
på den samme måde
eller om frygten altid er rødlig

Jeg ved ikke om det kun er dagslyset
der smager godt
jeg ved ikke om du også
smager på lyset

Jeg ved ikke hvem der lærte mig
at tælle timerne og vide
hvornår lyset er at se
jeg ved ikke hvordan man tæller dagene
et sted hvor tiden ikke går
et sted hvor jorden ikke drejer
om sin egen axe men
om os to

Jeg kan ikke mærke
at jorden drejer rundt
jeg kan ikke smage det
sprøde i sollys eller i frygt
jeg ved ikke om verden føles
ens for dig og mig

Jeg ved ikke hvem der har lært mig
at skrive leve tænke føle ønske håbe frygte
jeg ved ikke hvem der lærte mig
at stille spørgsmål
ingen har nogen sinde lært mig
at finde svar

Larm

Min verden er komprimeret
krypteret kompleks og
en lille smule for dynamisk
jeg opsøger en statisk stilhed
et sted bag grænsen til de tåger
der omgiver mit ballonunivers
her er kulden frosset fast og
giver plads til at trække vejret
bag de hæsblæsende rytmer af
glohede grin
jeg griber med de bare hænder efter
et sekund der forsvinder
i et alligevel lidt for lysende mørke
antallet af stemmer indeni og
udenfor mit blik har oversteget
antallet af ansigter bag luften
jeg hager mig fast ved
hvert et ord i dit åndedræt
i en søgen efter det ene ord
der kan give min flygtige verden
tid til at synke
til bunden af tomrum og
overveje solens næste skridt
udenfor vores indskrænkede syn
forsvinder din hånd i en blind vinkel
da jeg efterlader dig i jagten på
det perfekte ord
den perfekte stilhed
det perfekte hul
i lydmuren

sprogløse samtaler

…og mens natten går i baglås
centreret om det bortsvindende ord
som engang blev udtalt ”os”
i én endeløs bevægelse
over en tomhed mod svaret
på det spørgsmål den person
jeg kendte som dig har stillet
uden sprog
bliver luften mellem din og min tunge
først tyk og siden til ingenting
et sted mellem lykke og
uforklarlig desperation
tynget af traumer tårer og ruierne af tillid
rækker du mig et blik
intenst gennem maskerne i
den bundløse kulde der har
fortæret de ord du plejede at give mig
det falder til jorden
lydløst mens stilhedens frådende skrig
bliver til betydningsløse krummer
et sted bag det blik
som måske godt ved at
jeg er bange for at hade dig
måske
kaster vi sammen en tanke ind i verden

ordet er ja!

Det er næsten et forårsdigt

Det er forår
Det er det første syn af græs det
Er den aller sidste snestorm
Det er solskin solbær solsort sommer
Snart 
Det er frostvejr for 
Sidste gang igen det er
Bare endnu en
Stivfrossen regnbyge det er
Frost fjer flasker fotosyntese i
Fjern fremtid det er
Våd asfalt fabelagtige skygger
Silhouettræer mod blegbeige
Syntetisk skinnende
Industribyshimmelhorisont
Det er sjælesorg flasketrøst solskinssmil og blåbærduft det
Lyder som forår det 
Smager af sol det
Føles flygtigt fabelagtigt
Nyt det er
Gråtoneskala girokort gulvbrædder
Gylden himmel
Kort sekund 
Det er snefnug fingerfletning fuglefløjt
forårsstemning
snart
 

Stillfoto

Jeg sætter din
intense latter
på standby og
mens støvet standser sin
evigt destinaionsløse flugt og
lydbøger falder kraftesløse
fra hinanden og til jorden da
luften forsvinder i
meningsløst vakuum og stilstand
ser jeg
på verden
din verden
verden der ikke har ændret sig og
mennesket der har ændret den
jeg ser et smil
standset midt i
det desperate forsøg på
at kvæle et indre skrig i mørket
jeg ser en fod
der næsten rammer jorden
jeg ser et forhenværende cigaretskod nu
udtværet klat af astmaanfald på
en nu sortplettet og ligegyldig fortovsflise
jeg ser et øje der
næsten ikke græder over tabet af
et kæledyr
en kæreste en
porcelænsfigur
diktator
jeg ser et øje der næsten ikke græder
mere
jeg ser en mund
der er standset i at tygge
jeg ser en barnehånd der ikke længere
gnider en sultende mave jeg
ser et barn der dør
jeg ser et mord der
lige er sket
jeg ser en
måske kommende morder
blive født
jeg ser to hænder
der næsten rører
ved hinanden
jeg ser to læber der endnu ikke
skilles i et ord
jeg ser et ur der
ikke har gået i årevis og
et støvet foto på et bord
af tre glade børn der
ikke har set hinanden i
årevis
jeg ser en knage og en hånd
der næsten griber sin frakke
på vej ud af døren væk fra alting
jeg ser en støvle der
lige har ramt en ligegyldig udtværet cigaret
et sted lige over
fortovet i flugt
jeg ser en hånd der
knuger en kniv
jeg ser et ligegyldigt hvidt tapet og
jeg ser et opsmøget venstre ærme
jeg ser en tekop og en flaske
jeg ser en måske kommende
spritbillist måske kommende
endnu ikke angrende ulykkesmorder
som næsten ikke synker en
lille smule alkohol
jeg ser et spejl der
endnu ikke er knust og
jeg ser i spejlet en poet
der ser og beskriver en verden
set indefra en
verden hun ikke formår et ændre
indefra med sit syn
jeg når ikke at se
at jeg lukker mine øjne

(min illusion ser
bedre ud
end din verden)

det er ikke fordi du er mit mareridt

Det er ikke en straf
fra en selvopfunden gudeskikkelse
det er ikke fordi jeg løj
for dig hele natten og
hele vinteren engang
for længe siden
det er ikke fordi det muligvis gør
ondt på dig når jeg bliver ved med
at skrive til mig selv at det er mig
der er katalysator på din smerte
det er ikke et angreb fra rumvæsner
det er ikke et forsøg på at nedbryde mig selv eller
gnavere der infiltrerer min hjerne
det er ikke fordi vi sammen danner
multikøn men ikke er kønne
det er ikke fordi vi prøver
at være noget vi ikke er
det er ikke fordi jeg ikke
altid stoler på dig når du lyver
det er ikke fordi jeg har vænnet mig til
alle de ansigter der er blevet din maske og
hjælper dig med at male
alle de masker der er blevet dit ansigt
det er ikke fordi jeg stadig lyver
for dig og forsøger at lyve
alle vore problemer til
vandmænd
det er ikke fordi jeg ikke er der
lige så meget som jeg synes jeg burde
være der
for dig

men
det
er
et tilbagevendende mareridt i vågen tilstand
og
det
er
dig der er min hovedperson

Noget...

...mangler

rygter

hende der
ja hende den rødhårede
hende med de gode karakterer
hun sover ikke

hende der
du ved hende med de brune øjne
og det imødekommende smil
hun sover ikke i nat

hende der
ja hende pigen
hende med den søde kæreste og
de gode forældre
hun skriger i natten

hende der
ja hende med den hjemmestrikkede hue
hende med de snavsede sko og
kuglepennen i lommen
hun skriger i natten at hun er bange

hende der
du ved hende digteren
hun skriger i natten
at hun er bange
for sig selv

hvem er du?

poesi på SMS

...Jeg må kvæle et indre jubelbrøl da du
på mange mørke kilometers afstand
afbryder mit
musikinkapslede miniatureunivers
blot med en sms og
lækkerlækker poesi...

Hvem er du?

Du er måske
en af de tilfældige stemmer
der griner et sted bag mig i bussen
du er måske
den ene af to personer der mødes
under en lygtepæl og
den ene af dem har en cigaret i hånden og
den anden har lige mistet sit job og de
har ikke noget som helst med hinanden at gøre
hverken før eller efter det øjeblik
hvor de mødes under en lygtepæl
du er måske ejeren af en blyant der
lige har skrevet et brev til den du elsker og
du er måske hende der samler et brev op
fra gulvtæppet lige under din brevsprække og ser
at det er et til brev fra ham der
der bliver ved med at sende breve til dig
selvom du ville ønske han lod være fordi
han simpelthen bare er helt vildt klam og
og du er måske ansigtet bag den næse der
trækker sig en lille smule sammen ved lugten
af den gamle dame der lige har sat sig
foran dig i bussen og du er
du er måske den gamle dame der lugter
du er måske buschaufføren i bussen hvor
der er en tilfældig stemme der griner og
og en tilfældig person der stiger ud og
tænder sin cigaret og møder en der lige har mistet sit job
under en lygtepæl
og du er måske buschaufføren i bussen hvor
der stiger en gammel dame ind der lugter og
sætter sig foran en der har en næse der
trækker sig en lille smule sammen ved
lugten af hende men alligevel smiler
høfligt
du er måske manden der sidder i den røde Volvo
lige bagved bussen og som er skide irriteret
over den åndssvage bus der kører lige foran og
du er måske hans kone der sidder ved siden af
og er skide irriteret over at han bliver ved
med at spille opera på anlægget i bilen for
der er ikke noget værre end opera i verden og
det minder dig også en lille smule om den der
tur til Italien der slet ikke blev så god
som du havde tænkt dig den og
du er måske tjeneren på restauranten i Italien
som en engang for længe siden måske var skyld i
at der var en dame der er gift med en mand i
en rød Volvo bagved en bus der fik
madforgiftning og det var ikke med vilje og
du er måske tjenerens exkæreste der
lige nu overvejer om du har lyst til at have sex
med ham der med det grimme overskæg som
jo egentlig faktisk er lidt sød og
du er måske ham med det grimme overskæg som
jo egentlig faktisk er lidt sød og måske
måske så er du på vej ind i en bus
lige bagved en gammel dame
der lugter du er måske på vej ind i en bus der
holder foran en rød Volvo hvor
der er en eller anden der hører opera og
måske så er du bare et af de tilfældige mennesker
jeg møder på gaden hver dag
og slet ikke opdager og
måske er du en af dem jeg rent faktisk lægger mærke til
og så glemmer igen måske
er du en jeg kendte en gang eller måske
er du en jeg troede at jeg kendte engang
måske er du en jeg engang kommer til at kende
måske er du en jeg engang kommer til at hade eller
en jeg engang kommer til at elske måske
måske er du en jeg engang elskede måske
er du en der engang elskede mig
uden at jeg opdagede det...

hvem er du?

tasken

Jeg har en lille bøtte englesang i tasken
den ligger og rasler rundt
sammen med et kys
et kys jeg engang stjal fra en fyr
med lange brune krøller på en banegård
lige inden toget til Jylland

et sted i min taske har jeg også gemt en lille æske
en af de der små æsker man har mintpastiller i
hvis man har dårlig ånde men
der er ikke nogen mintpastiller i for
den er fyldt med luft
luft jeg har opsnappet mellem os
når vi griner
så har jeg en lille bitte smule latter
til når alle mine æsker ellers
lugter langt væk af gråd

i min taske ligger der en kuglepen
og et stykke papir men
der er ikke nogen ord på
for alle mine ord er faldet ud
igennem hullet i min lomme som
jeg aldrig nogensinde fik syet fordi
jeg stak mig på nålen og
jeg undgår helst smerte

i min anden lomme har jeg en lille dims
der nogle gange vibrerer og
det lyder måske en lille smule seksuelt men
jeg har altså en lille dims der vibrerer i min lomme
når den vibrerer så plejer det at være fordi der er noget
du vil fortælle mig men
nogle gange vibrerer den lille dims i min lomme fordi
Berlingske Tidende vil fortælle mig
at der er en eller anden der er blevet skudt i Irak eller
fordi min mor vil fortælle mig at vi skal have
frikadeller til aftensmad eller fordi
biblioteket vil fortælle mig at jeg har fået en bøde på 48 kroner for en bog
jeg ikke kan huske at jeg har lånt

jeg har en kabale i min lomme
en lille virtuel kabale der
slet ikke er der i virkeligheden
så når verden kører for stærkt eller larmer eller
kører ud af en tangent hvor jeg
ikke har lyst til at løbe med så
kan jeg lægge en kabale for
jeg har en kabale i min lomme

ved siden af kabalen ligger der
et stykke rockmusik så
når verden bliver for stille eller
når verden lyder ubehageligt så
kan jeg høre rockmusik for
jeg har et stykke rockmusik i lommen
hvilket jeg sætter pris på

men endnu bedre er det hvis
jeg kan tømme lommerne og
smide tasken og gå
uden at behøve at tage en lille æske latter med mig
ud i verden
fordi jeg har min latter selv

og endnu bedre er det
hvis jeg kan tømme lommerne og
smide tasken og gå
uden at behøve at tage en lille bøtte englesang med mig
ud i verden
fordi jeg selv tør synge

men alt det
det er jo bare de drømme jeg
bærer med mig i en lille æske

og den allerallerbedste drøm det er
når den lille dims jeg har i lommen
den vibrerer og
det ikke er fordi min mor
vil fortælle mig at vi skal have frikadeller til middag eller
fordi at der er en eller anden der er blevet skudt i Irak eller
fordi jeg skylder 48 kroner for en bog jeg
stadig ikke kan huske at jeg har lånt og aldrig afleveret men
fordi du vil fortælle

at du elsker mig....

Måske ved du ikke

at jeg allerbedst kan lide
himlen når den ikke er helt
og aldeles skyfri

og måske ved du ikke
at hvide møbler gør mig
en lille smule usikker på mig selv

og måske ved du ikke
at det allermest romantiske
ville være at få
en lilla tulipan med posten
på vores fælles årsdag

og måske ved du ikke
at jeg elsker din stemme
når du hvisker

og måske ved du ikke
at dit hår ligner en
glorie når solen kysser dig
i nakken

og måske ved du ikke
at det er konsistensen på
næsten lidt for gamle flødeboller
der er allerbedst


men jeg tror at du ved
at du har kaldt dig min i
elleve måneder og
femogtyve dage i dag

jeg håber du ved
at det allerbedste
er dig

Hvad skal jeg i morgen?

Da du spørger mig om
hvad jeg skal i morgen
har jeg en fornemmelse af
at du lige har besluttet dig for
hvad jeg skal i morgen

men jeg svarer dig at
det ved jeg først
i overmorgen

men hvis du kysser mig nu
hvis du hvisker nu i telefonen
at du elsker mig

hvis du giver mig en småkage eller
en ring eller dit hjerte eller
hånden over en vandpyt der
genspejler himlen

hvis du siger
at du vil bortføre mig til
drømmeland eller
Tivoli eller Jylland eller
en snestorm

hvis du sender mig
et kys igennem luften nu eller
en lilla tulipan med posten nu

hvis du skriver
et digt til mig eller
ringer til mig nu og
siger at jeg skal høre
en eller anden helt bestemt og særlig
kærligheds sang

hvis du spørger mig nu om
hvad jeg skal i morgen

kan du fortælle mig nu
hvad jeg skal i morgen

Verden er i 3D i dag

Det er først da du indser
at verden er i 3D i dag
at du opdager
at dette ikke er PacMan
og alligevel bliver du ved med at flygte
fra de multifarvede spøgelser i
jagten på noget du ikke er sikker på
hvad er

Det er først da du indser
at vinden er noget nær lydløs i dag
at du opdager
at dette ikke er endnu et af
de mareridt hvor luften skriger af dig
og alligevel holder du dig for ørerne
og forsøger at drukne stilheden
med en overdosis af rockmusik

Det er først da du indser
at væggene står næsten stille i dag
at du opdager
at dette ikke er endnu en
gyserfilmen hvor huset vil spise dig
og alligevel er du stadig bange for komoderne
for skufferne og for knivene i dem

Måske har du ikke indset endnu
at du ikke er usynlig i dag
at virkeligheden synes at give
en lille smule mening i dag at
verden synes at reagere på din
tilstedeværelse i dag
måske har du endnu ikke opdaget
at dette ikke er endnu et mareridt og
at det måske endda er virkeligheden

Der er intet galt med verden

Jeg undrer mig over hvornår
luften holdt op med at svinge
rytmisk frem og tilbage mellem
sig selv og det der ubestemmelige intet
vi alle sammen omtaler som ”os”
et sted bag væggen der adskiller
min stillestående luft fra verden
flyver fuglene formålsløst
frem og tilbage mellem
forskellige tilfældige pletter på
horisonten bag genboens træer

og inden jeg når at undre mig over stilheden
indser jeg
at det var mig selv der trykkede på
mute

... og dig....

...og lidt nordøst for havet

finder jeg en hulsten og sælger den

til dig for et kys...

… og mens du giver mig det opdager jeg

en måge, dine krøller, at det blæser og

at jeg stadig ikke har lært at stave til det der ord

jeg har lyst til at bruge om den der følelse

du giver mig....

...og lidt sydvest for solen tager du

min hånd og mine fødder og mit hjerte med dig

op på en skrænt til en udsigt

der har næsten samme farve som

dine øjne og kærlighed...

… og lige efter om et øjeblik

vil jeg sende dig en tanke og vide at

du tænker tilbage på

en nat der var lige der hvor februar begynder...

…og lige efter tanken vil du

kysse mig på næsten samme måde

som lige efter dengang....

Jeg kan ikke stave til den titel jeg egentlig ville give det her digt...

Hvis man spiser chokolade
forbygger det nervøse sammenbrud
hvis altså kakaoprocenten er over 70
men er der renter på sammenbrud og
hvad er kvadratroden af angst?
³³√mørke ● sin(gråd) ? jeg
har lige lært mig renteformlen og
at synge en sang på japansk men
jeg kender ikke nogen der kommer
fra Japan
og jeg kender en remse på tysk
om noget med henførende stedord og
jeg kender ham og hende og jeg kender
en der græder lige nu jeg kender
en der har brug for hjælp
til at klare matematikken og livet
jeg kender en der har hørt om nogen
der lever på randen af ingenting og
har brug for hjælp til at overleve
jeg kender en der er bange og jeg kender
en der har brug for en hånd at holde i
men jeg kender ikke nogen der har
brug for en remse om de henførende stedord
på tysk
og mens kloden kollapser under mig
og under menneskeheden og trykket af
krig og krise og bekymringer og
Co2 og informationer og
mennesker kæmper mod hinanden og
kæmper mod krisen og tankerne
kæmper jeg med at forstå
hvad ordet Hoffnungslosigkeit betyder

Man behøver ikke være rigtig for at være i kredsløb om Solen

Pluto
planeten pluto befinder sig i dette øjeblik
4435.353.633 km fra jordens overflade og
Pluto er ikke en planet men en dværgplanet jeg
er ikke et rigtigt voxent menneske men jeg
er i kredsløb om solen med
den jordklump jeg bor på jeg
er ikke et rigtigt voxent menneske jeg er
en helt masse celler der har besluttet sig for
at danne kollektiv de producerer blod og bumser og
afføring og
nogen gange producerer de tårer og
vredesudbrud og ufatteligt store
mængder af AAARGH! jeg
er en hel masse cytoplasma jeg
er ikke et rigtigt voxent menneske jeg
er ikke sikker på at jeg helt forstår princippet i
hvor langt der egentlig er til Pluto
dværgplaneten Pluto jeg
er ikke et rigtigt voxent menneske men
mine ører er i stand til at opfatte lyden af
resonansfrekvensen der frembringes ved snedriver der
hober sig op på en måde der
slet ikke er kronologisk nok til
at blive skrevet ned og forstået
af mennesker jeg
er ikke et rigtigt voxent menneske men
jeg har hænder der fægter vildt i det
tomrum der indkapsler mig jeg
er ikke sikker på at jeg helt forstår princippet i
hvor langt der egentlig er til den
nærmeste væg eller hvor mange
snedriver der skal til for at overdøve lyden
af fyn som det lyder
om natten
jeg er ikke et rigtigt voxent menneske
og jeg er ikke sikker på at jeg helt forstår princippet i
hvad fynboer egentlig laver om natten og
hvorfor både jeg og dværgplaneten Pluto er
i kredsløb om solen og
hvad ordet cytoplasma egentlig betyder
jeg er ikke et rigtigt voxent menneske
selv om det står i mit pas
og selvom jeg er i kredsløb om solen

Luften skriger Pink Floyd

Min hud er lidt for lille til mig
den rynker og skriger og strækker og klynker sig
når jeg bevæger mig igennem luften der
skriger PINK FLOYD
og mens rummet begynder at danse og
ligne og lugte af og lyde som
månes mørke side sidder jeg
midt i den skrigende luft i min
skrigende hud og forsøger at
tage kulden i hånden og varme den op
men kulden er glat og svær at
holde fast i og mine hænder ryster og
min mor er et sted i en snestorm
en snestorm langt væk fra mig og
selv når hun hilser på mig i telefonen og når
katten skriger og hyler og kræver og kæler og
vil have mad og forsøger at
tage mig i hånden og varme mig op
skriger jeg med luften bare uden lyd for ikke
at overdøve
PINK FLOYD
min far er med min mor et sted i en snestorm jeg
er et sted i en stilhed langt væk hvor
luften skriger
PINK FLOYD


min far plejer at synge med når højtalerne synger Pink Floyd

natten er træt af mig og mine digte

Mit gulv flyder med ord
linoleumet er blevet flydende af
tryksværte i løsrevne bogstaver og
mine sokker klistrer fast til
hvad end de kommer til at røre ved for
jeg har trådt på en klæbrig og giftigtlugtende
limstift

mens jeg læser højt for mig selv af
noget der ikke kan kaldes
hverken sammenhængende eller korrekt
indser jeg med en overraksende sindsro at
luften omkring mig og min hjerne er
tyktflydende uigennemtrængeligt
pink

af encyklopædiartikler om murmeldyr og
vædemåler om hvem der kan huske
det nøjagtige øjeblik for
Djengis Khans første ord
og mens væggene der ikke helt
har lært at stå stille og
alligevel ikke danser
ballet

giver genlyd af det rungende ord

explosion

selvom det eneste der exploderer er
mængden af træthedstegn i
gennemsnittelige teenagetankekæder og
den knirkende krassende lyd og lugt af
at natten er multifarvet af
standbylys og sengetøj kæmper
jeg mig igennem mængderne af ord
og fægter lidt temmelig uforsigtigt og
hjælpeløst

med min efterhånden godt slidte kuglepen

ordene ordner sig

ikke

Stemmeret

Jeg er lige fyldt atten
så nu er jeg myndig
og har stemmeret
og ret til at hæve min stemme
og ret til at drikke mig plørefuld i Irish Cofee og fadøl og
have sex med tilfældige mænd jeg møder på gaden
og ret til at få voxenløn
og bistandshjælp
og ret til at være med i en fagforening
og komme i fængsel og få bøder
og kørekort
og ret til at få børn og hus og mand og bil
og hver eftermiddag gå tur med hunden
eller bare ret til at gå i hundende
og ret til at låne 40.000 kroner på mit glatte ansigt
af en tilfældig anden attenårig der betjener mig i Bilka
og ret til at købe en fladskærm
og smadre den med et par lyserøde stiletter
i et vredesudbrud over en eller anden ekskæreste
og ret til at købe en lejlighed
og lade den blive oversvømmet i vasketøj
og ret til at købe nyt tøj fordi jeg ikke gider vaske det andet
for de penge jeg har ret til at få af staten i SU
og ret til at forsøge at gennemskue dansk politik
og ret til at stemme på hvem end jeg mener er den bedste
eller bare den der uddeler de bedste rundstykker på stationen
en tilfældig torsdag morgen
hvor det regner særlig meget

og jeg er nu atten år gammel
og er kun netop begyndt i 1.G
og jeg kan stadig ikke klokken
eller stave til promillegrænse uden at tænke mig om
og jeg er lige fyldt atten
og har ret til alt muligt
og jeg er atten år gammel
og 170 cm høj

og jeg bliver aldrig nogen sinde så stor
at jeg ikke skal bruge en stol
for at tage bøtten med kakaopulver ned
fra den øverste hylde i køkkenet

Duften af Mors håndcreme efter Berlin

Jeg griber ud efter flygtige billygter på en
motorvej et sted i en snestorm
lidt til venstre for Lübeck og
skærmer mine ører for den konstante lyd af bilen
der gør opmærksom på faren for
isglatte veje og
klynger mig til sikkerhedsselen jeg
vil bare gerne hjem

og

tankefuldt bag bilradioens metal
funderer jeg over hvordan jeg
hurtigts og nemmest og
allermest smertefrit kan
tilbagelægge den enorme afstand mellem
duften af mors håndcreme og
den fuldstændigt ligegyldige fornemmelse
af markvejsstøv og af at være faret vild
et sted mellem Gauerslund og Børkop

og

mine knæ skriger hjerteskærende da
jeg langt om længe rejser mig op og
lader støvlesålerne kysse den
velkendte sjællandske asfalt og
vender næsen mod lugten af
min fars cigaretter og

mors håndcreme

Snart Berlin

Om to nætters mathed skal vi
tilbringe natten sammen
i det skrigende inferno af
fremmede storbylys bag de
transperanthvide gardiner og
vi skal få ondt i ryggen og
skosålerne af at slæbe
meterlange latterkramper
med os ned af gader vi
aldrig har gået før på
den østvestlige side af en mur
der blev til minder og museumsstøv før
nogensomhelst tænkte "kom
lad os skabe jer
i de skrigende inferno af
alt det der kommer før spædbørn"
og vi skal mase hinandens næsten
indholdsløse vanter til
storbyrendestenens snavsede snerester
brænder op i
det skrigende inferno af
smagsløgs reaktion på lækker
billigs indisk mad og
alt andet end økologisk müsli
og vi skal se hinanden
dybt dybt over himlen i øjnene
og være næsten helt alvorlige mens vi
næsten ikke med vilje taber muffinrester til
glubende storbyduenæb og
indfanger os friskt forargede blikke fra
forbipasserende jakkesæt
iklædt menneskehud
og vi skal vandre i det
skrigende inferno af
turistforvirrede bilosrytmer mod
en endnu ukendt destination gennem
gader og dufte hvis navne vi
helt sikkert ikke kan udtale korrekt eller
bøje på alverdens mystiske måder men
nyder at inhalere

vi skal gå hånd i hånd gennem
det skrigende inferno af
lykkeligt berusende berlinerluft

Mit første blogindlæg

Dette er ikke et digt for
jeg føler mig absolut ikke poetisk i denne
tidlige eftermiddagsnytårsmorgenstund
det er den første dag i året og
min første gang på blog og
min første dag uden digte.dk der
plejede at være der hvor jeg holdt til og
pludselig er facebook meget meget
mere tilstedeværende på min computerskærm
dette er mit første blogindlæg og
det bliver ikke længere for det
er dagen efter nytår men
endnu før morgenmaden og
mit første blogindlæg slutter


her