søndag den 24. januar 2010

Hvad skal jeg i morgen?

Da du spørger mig om
hvad jeg skal i morgen
har jeg en fornemmelse af
at du lige har besluttet dig for
hvad jeg skal i morgen

men jeg svarer dig at
det ved jeg først
i overmorgen

men hvis du kysser mig nu
hvis du hvisker nu i telefonen
at du elsker mig

hvis du giver mig en småkage eller
en ring eller dit hjerte eller
hånden over en vandpyt der
genspejler himlen

hvis du siger
at du vil bortføre mig til
drømmeland eller
Tivoli eller Jylland eller
en snestorm

hvis du sender mig
et kys igennem luften nu eller
en lilla tulipan med posten nu

hvis du skriver
et digt til mig eller
ringer til mig nu og
siger at jeg skal høre
en eller anden helt bestemt og særlig
kærligheds sang

hvis du spørger mig nu om
hvad jeg skal i morgen

kan du fortælle mig nu
hvad jeg skal i morgen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar