Om hvaler

Jeg skipper den sidste halvdel af TV-avisen
i et sidste halvhjertet forsøg på
at klamre mig fast til illusionen om
at jeg lever i et trygt og troværdigt samfund
hvor vi kærer os hinanden
jeg kryber den i sprækkerne mellem gulvbrædderne
og betragter menneskearten nedefra
for at få den til at virke mere mægtig
mere almægtig mere magtfuld
for at få den til at virke mere
end den er
Jeg tager gammeldags halvfemser 3D briller på
fordi de får illusionen til at virke virkelig
og virkeligheden til at virke underlig og fjern
jeg misfarver verden med nikotingule solbriller
for ikke at se de misfarvninger der er
Jeg trækker mine gardiner ned
på dem er der solskin og lammeskyer
og på gode dage ligner alle skyerne en hval
jeg trækker mine gardiner ned
jeg nedgraderer mit verdensrum og
afgrænser grænserne og grænseoverskridende sandheder
jeg træder på stregerne på fortovet
fordi en lille forbrydelse skjuler de store
jeg sørger for at glemme små ting
så jeg glemmer at jeg også har glemt de store
jeg lukker væggene omkring mig
og beslutter at mord og død og had og blod
kun findes i amerikanske tv-serier
og at der altid er en helt
der ser godt ud og taler med en sexet accent
som på en eller anden måde vil redde dagen
og verden og pigen i den røde kjole
jeg tager min røde kjole på
og sætter mig og venter
med 3D briller og en science fiktion bog
venter jeg på at virkeligheden
bliver lige så troværdig som min illusion
jeg er ikke idealist
jeg er ikke realist
jeg er bare træt af at kæmpe
jeg er træt af at se
jeg er træt af at huske
jeg er endnu ung og jeg husker
den gang jeg altid så verden nedefra
den gang menneskearten altid var majestætisk
den gang hele verden var i 3D
dengang ikke brød reglerne
og hver eneste lammesky på himlen
ligenede en hval