søndag den 2. oktober 2011

Om dit forhold til Gud

Det er for det meste kun om torsdagen
i begyndelsen af oktober
på dage hvor du er løbet tør for kaffe
og i mangel på meninger at kæmpe for
det er for det meste kun dér det sker
at du gendigter virkeligheden
du lukker øjnene
folder hænderne
og beder til gud
om at genvinde troen

Ellers er du en slambert
verden er din og du skaber den
med hvert ord og hver en tanke du gør dig
Du stræber efter det profane
du dyrker livet uden meningen
og lever blot i manglen på grund
til lade være

Det er for det meste kun når det regner
når du befinder dig i rum uden møbler
når du husker duften af Earl Grey og urøget pibetobak
som minder dig om
at du var et barn
der læste paulus' breve højt for sig selv
det er for det meste kun dér det sker
at du minder dig selv om at Gud elsker dig
at du kysser dine helgenfigurer
og kæmper for at tro på kødets opstandelse

Ellers er du et ugudeligt krabat
du tilbeder penge og puls og mest din egen
du spilder ikke en tanke på
kulturskatte og kæmpepandaer
du kan dit kram
du holder kunstpauser og
skriver kladder og køber kiwifrugter
du går med hårnåle
har identitetskriser og nyder at spise
fire forskellige retter med rødbede

Det er for det mest kun når du stirrer
på nattens standbylys i timevis
når du opfyldes af glødepærenostalgi
og når du indser at i Danmark
er folk i gennemsnit
75 år om at dø
når du bakser med påståede sandheder
det er for det meste kun der du ligger en strategi
om at følge alle de bud du kan huske
om aldrig at udhule osten
og at læse de hellige skrifter med samme
livsånd og naivitet som du læser en
sciencefiction roman

det er for det meste kun dér det sker
at du beder til alle guder du kender
om at blive i stand til at tro på dem
det er for det meste kun dér det sker
at du lever for Gud

ellers er du et menneske
der lever for dig selv

Ingen kommentarer:

Send en kommentar