Jeg holder fast i min ret til at brejde*
til at pygte og jørve** og til at råbe ord der endnu ikke findes
eller som blot er blevet glemt af alt og alle
for det meste brejder jeg samfundet
og verdensbefolkningen
for det er for det meste deres skyld
det hele
og mens rød blok brejder blå blok
og blå blok brejder tilbage
brejder jeg begge blokke
og folk der har glemt og begravet
deres tro på huldren*** og nøkken****
og buklerne*****
og dem der har glemt sig selv
deres fødder og hvor de var på vej hen
dengang de gik i stå
jeg brejder dem der er blevet så gode til at benægte
at de har glemt hvordan man erkender
og dem der endnu ikke ved
at de lever i deforme tider
jeg brejder dem der lige er ankommet
og dem der er på vej væk
og alle dem der endnu ikke har overvejet
hvilke lag af tapet der hænger bag tapetet
jeg holder fast i min ret til at brejde
dem der råber "ulv"
og "skybrud" og "ragnarok"
dem der siger "vi" uden at mene det
og alle dem der fornægter duften af damplokomotiv
solbærmarmelade og alle de ting de ikke tør sige højt
mens nogen lytter
dem der fornægte alle de ord de ikke tør bruge
bare fordi de endnu ikke findes
det er dem jeg brejder nu
og jeg brejder dem
der endnu ikke har indset
hvad det vil sige at pygte******
*At brejde plejede at være et ord, men er det ikke længere. Jeg holder fast i min ret til at brejde, selvom det officielt ikke kan lade sig gøre længere. Nu bebrejder man kun.
** At jørve findes endnu ikke, og har endnu ikke en betydning.
***om huldren: http://www.scantrold.dk/vesener/huldra.htm
**** om nøkken: http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/n%C3%B8kke?highlight=n%C3%B8kken
***** Bukler er de små væsner i Pedersen og Findus
****** At pygte er at bruge ord, der endnu ikke findes. At pygte er et pygtord, siden det endnu ikke findes.
søndag den 4. september 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar