om én du endnu ikke kender navnet på

Menneske
du har havgus i hænderne
bølger i dit blik
du er et fjernt og usagt løfte
om eventyr, stormvejr
horisonter og
måske måske måske
et skibsforlis

Om de rum du aldrig går ind i alene

...og det er vel helt normalt at være bekymret for ting

ting som at falde af planeten eller igennem den

ting som at miste fodfæstet i en telefonsamtale

eller at løbe tør for mælk og knækbrød på en søndag

det er vel ikke så underligt at være lidt bange for ting

ting som sin egen skygge og mørket bag ved vinduerne

ting som solen der bare sådan brænder bag ved atmosfæren

eller for asteroiderne og de rumvæsener der måske alligevel ikke findes

Vi går vel alle sammen rundt og er lidt bange for tiden...

Afgang

Nu
nu forlades
lyden af urene
der tikker. ikke i takt
rågernes konstante skrig
bagerst i lydkulissen og den
sædvanlige betryggende duft af
sved, støv og kattelort. Nu, nu, nu
farvel

Om den gang verden gik under. Igen.

Og Skinfaxe traver
ligeglad
ludoven og langsomt afsted
mens drabene udføres i blinde
for solen kom for sent
til ragnarok igen

ingen så det ske


(oprindeligt fra den 19/7 2009)

om ure (mest dem under skriftlige eksaminer)

Den kønsløse lyd
af tandhjul mod hinanden
som svulmer i dit øre
med et taktfuldt klik-klik-klik
den kønsløse lyd
der skubber blidt til støvet
som danser for dit blik
og aldrig lader dig standse
for at se det falde ned

Student

tyve år
erobrer verden med huehår

mens solen rammer horisonten
igen for femte gang

190612 1136

i dag er en mangel på ord
i dag er det samme bluesalbum på repeat for ottende gang
det er blanke sider i bøger
og mindet om en dag for længe siden
endnu før støvet havde lagt sig

Hjemmefronten

Dine fødder der dingler som døende løv
Døvt over vandspejlets sang
Råbende skrigende grædende
Kom, kom med mig
Duften af hjemmebag

 Imorgen er endnu en sommerdag

Mil

Det meste af tiden er du et

sorthvidfotografi af berlin efter krigen

glimtvis er du

Solsikkefrø. Nye kartofler. Maj.

Det meste er tiden

trækker du vejret

i en anden tidszone

end mig

vs

 Din stemme er våbengny på afstand

marcherende fødder bag en skov

skælvende mure

bomber sekundet før de falder

en finanskrise under opsejling

jeg er en skygge i hjørnet

smuds på tapetet

med vat og jazz i ørene

druknet i din dundren

Dine hænder er estragon

nyfældede træer

rågeskrig under stormvejrsskyer

grundfjelde der spintres

galaxer der sprænges

i kvælende brag

jeg er en skovbund et

skrøbeligt økosystem et

fugtigt tefilter

drattet ned i dine dansetrin

Dine øjne er gotiske svaj

synkretisme i højt tempo

fandenivoldskhed på regnvejrsdage

den konstante summen af menneskemængde

og temperaturer der nærmer sig stormstyrke

jeg er netop begyndt at vokse

stadig fascineret af

at jeg har lige mange fingre på hver hånd

måbende faldende

disintegreret i din døvhed

Det er ikke dig vs mig

det er et spørgsmål om der er ilt nok

til at vi begge kan skrige

Larm lige for mig, gider du? (gider du? updated version)

 Larm lige for mig, gider du?

Gider du ikke lige rumstere lidt i verdensaltet for mig?
bare puste til nogle luftmolekyler for mig
mens jeg råber skældsord af bølgerne og kaster sten efter horisonten
forsvinder ud af kosmos og ophører med at eksistere
Gider du ikke lige eksistere for mig et øjeblik

mens jeg laver noget andet?

Gider du ikke lige være mig et øjeblik mens jeg overvejer
hvordan man egentlig bærer sig ad med at leve
bare sige tilfældige ord og hive efter vejret
så det lyder som om jeg stadig er til stede?
Gider du ikke lige sidde pænt og være en velfungerende silhuet
mens jeg stejler i et par sekunder?

Gider du ikke lige være kompliceret og kompetent for mig
mens jeg banaliserer mit verdensbillede til det bliver til
små og vrede ord jeg kan kaste efter stilheden
bare være social og veltalende for mig
mens jeg fører indvendige diskussioner med væggene
gider du ikke lige være perfekt for mig et øjeblik
mens jeg er en lidt for virkelighedstro udgave af mig selv?

Gider du ikke lige være mig et øjeblik?
Mens jeg er en der råber i en ørken af beton
en der skriger under x-faktor finalen
brøler inde bag et dameblad i frisørsalonen
taler om store og uomtvistelige sandheder
ganske ganske stille så der ikke er nogen der hører mig
gider du ikke lige være mit ego et øjeblik

mens jeg er noget andet?

Gider du ikke lige overdøve mig mens jeg larmer?

Ikke et digt om sex

(Jeg har skrevet et digt som ikke handler om sex
det handler om øjeblikket lige før han rør mig)

(for)
Det er i øjeblikket lige før han rør mig
at airforce one og barack obama
hænger fuldstændig stille i luften over atlanten
og at dronning af Englands hånd standser zitrende
midtvejs i at dyppe en kiks i teen og
at et træ ligenøjagtigt ikke
vælter i et stormvejr i et skov øst for Tjeljabinsk
det er i øjeblikket lige før han rør mig
mens mængden af verden mellem os
bliver ganske langsomt mindre
jeg kan lugte ham nu
jeg balancerer på en solstråle nu
et sted højt over europas erotik og
jeg er næsten ikke bange for at falde ned i dag
han lugter af sved og græsstrå i dag
han lugter af stjernerne og af støvsugere i dag
jeg kan mærke hele verden trække vejret ind
og puste ud og verdensbefolkningen er divideret
med 3 en halv milliard så der kun er to mennesker
tilbage jeg kan mærke hans hår mod min pande nu
jeg danser på et snefnug nu han ser ind i mine øjne
hans øjne har samme farve som
 lørdag eftermiddage i tivoli og stjernehimlen
over østjylland på en midsommernat
han er så tæt på nu at jeg ikke kan se om han smiler
den statiske elektricitet mellem os nu kan drive en
mindre landsby med semikraftige internetopkoblinger
det er i øjeblikket lige før hans fingre strejfer min hud
at samtlige ti billioner celler i min krop
farer rundt om sig selv og hinanden
i en blanding af glædesdans og panisk ophidselse
det er i øjeblikket lige før han rør mig
at tiden går i stå det er øjeblikket lige før point of no return
det er bedre end øjeblikket hvor en lygtepæl tændes
hvor en verdenskrig endes
hvor den første tone på et helt nyt orgel bliver spillet
øjeblikket hvor vi ånder den samme luft
og verden er så afgrænset at den slutter
og bliver til ingenting bare centimeter fra vores kroppe
det handler ikke om sex
det handler om øjeblikket lige før han rør mig

Om U-bahn og børn i den grædedygtige alder

Der er et barn der græder
Station. Støv. Støvler. Stands. Styr. Styrt. Start.
Det regner over gaderne
Det blæser over himlen
det er uvejr i en anden verden en denne
dette er verden under jorden
dette er en verden af hast hatte hænder holdt håb
det er en verden af destinationer
stationer flugt fart frelse fremmede fingre
her i mørket
hvor vi alle sammen er på vej væk fra noget
på vej et eller andet sted hen
væk fra alt men ikke fra hinanden
der er et barn der græder
der er et barn der græder
der er et barn der græder
der er et pludseligt stop
to stationer endnu her i mørket
nogen nyser nogen nynner nogen kysser nogen venter
man kan høre to hænder der klemmer hinanden
og lyden af en gammel dames pibende åndedrag
der er et barn der græder
du kan se regndråber på frakkeærmer og morgendrømme på øjenlåg
her kan vi mærke hinandens hud hinandens huer vi kan mærke kulden udefra
og de sorte tunneler der suser forbi forbi forbi forbinder os med lyset
bagerier på perroner harmonikaspillende personer reklameplakatophængende mænd i gule dragter
der er et barn der græder
der er et barn der græder
DER ER ET BARN DER GRÆDER
et sted her i mørket
du betragter en, som bladrer i en bibel
hører hip hop i høretelefoner
du kan lugte at nogen spiser en banan
du kan se stilheden malet på de mørke vægge bagved ruderne
og i ansigterne på passagerer du aldrig vil møde igen
Der er et barn der græder
du kan se teenagere der fletter fingre mens de venter på at livet skal begynde
mænd hvis ansigter har ventet på en slutning i årtier før de blev født
en fod der danser i takt til musik du ikke kan høre
du kan mærke destinationer der sniger sig ind på dig
deres blikke på din hud
ord du har undladt at udtale i alt for mange år
her er en mangel på børn i den grædedygtige alder
her er en mangel på mødre med bekymrede udtryk
en mangel på luft mening og beslutninger
en mangel på lys stilhed og barnegråd
her i underverdenen er kun sæderne og menneskerne og lyden af togskinner under dig
her er kun mørket
Og inde fra mørket kan du høre et spædbarns angstskrig, der aldrig når dine læber.

Godnat...

”Godnat”
det er en SMS
og der står egentlig bare godnat
godnat punktum punktum punktum
det er ikke et sov godt
ikke et her slutter dagen vi ses i morgen
det er et fortsættelse-følger-godnat
et har-du-mere-at-sige?-godnat
et vi behøver ikke sige noget
lad os bare være stille sammen
lad os bare være nøgne sammen du og jeg
sådan rigtigt nøgne kun iklædt hud og skælvende åndedræt
ikke nogen øreringe armbånd masker eller læsebriller
bare du og jeg sådan rigtigt nøgne
lad os have de tidligste morgentimer sammen
med uredt hår og døve øjne
lad os have mørket sammen og
solopgang og whisky i kaffen før vi går i seng
for ikke at sove
lad os være iklædt vores grimmeste tøj sammen
og spille ludo på regnvejrsdage
tale om bøger vi ikke har læst
lad os lades som om vi er for intellektuelle til x-faktor
sammen
som om vi har forstået det med intertekstualitet og intersexualitet
og lad os da (forhelvede) bare være nøgne sammen
sådan rigtigt og for alvor nøgne
kun med gåsehud og halve sandheder
og akavet stilhed under dynerne
lad os spilde timerne sammen
glemme at hjerteslag er en udtømmelig ressource
være pæne og perfekte
som i reklamer for toiletpapir lad os hviske
ting vi ikke rigtigt mener i hinandens ører du og jeg
lad os debattere verdenssituationen og
gense gamle tv-serier på DVD sammen
tage overtøjet af og smide det i gangen
lad os drikke te sammen du og jeg
sådan ærbart og med Vivaldi i højtalerne
og når vi er helt alene i stilheden og eftermiddagslyset så
lad os skrælle tøjet af hinanden
med abstinensfingre og svedige håndflader
det er sådan et godnat
et lad-os-eliminere-alle-luftmolekyler-imellem-os-godnat
sådan rigtigt og for alvor
godnat
punktum punktum punktum

Gider du

Gider du ikke lige rumstere lidt i verdensaltet for mig?
Gider du ikke lige puste til nogle luftmolekyler for mig?
Gider du ikke lige eksistere for mig mens jeg laver noget andet
mens jeg råber skældsord af bølgerne og kaster sten efter horisonten
mens jeg forsvinder ud af kosmos og ophører med at eksistere
bare et ganske kort øjeblik

Gider du ikke lige være mig et øjeblik mens jeg overvejer
hvordan man egentlig bærer sig ad med at leve
gider du ikke lige bare sige tilfældige ord og hive efter vejret
så det lyder som om jeg stadig er til stede?
Gider du ikke lige sidde pænt og være en velfungerende silhuet
mens jeg stejler i et par sekunder?

Gider du ikke lige være kompliceret og kompetent for mig
mens jeg banaliserer mit verdensbillede til det bliver til
små og vrede ord jeg kan kaste efter stilheden
gider du ikke lige være social og veltalende for mig
mens jeg fører indvendige diskussioner med væggene
gider du ikke lige eksistere for mig et øjeblik
mens jeg laver noget andet?

Gider du ikke lige være mig et øjeblik?
Mens jeg er en der råber i en ørken af beton
mens jeg er en der skriger under x-faktor finalen
mens jeg er en der brøler inde bag et dameblad i frisørsalonen
mens jeg er en der taler om store og uomtvistelige sandheder
ganske ganske stille så der ikke er nogen der hører mig

Gider du ikke lige overdøve mig mens jeg larmer?

Om stumfilm

Verden er i sort hvid for øjeblikket
luften er bleg og sortnende i skiftende skygger
kulde hvisken undren
rytmer et sted inde fra kroppen og måske
en lille smule blå et sted ude på horisontlinjen
bag naboens træer

det er ikke noget farligt
blot en simpel systemfejl
en kronisk tilstedeværelsesglitch
blot et tandhjul eller et ettal eller nul der er væltet
et sted inde i virkelighedsmaskineriet
bare sandsynlighedsstoffet
der sprækkes i sømmene
det er bare ideer der rumsterer bag dine øjenlåg
det er bare minder og kvababbelser du helst vil lægge bag dag

Det er bare indholdet i uåbnede bøger
der gør oprør mod opfattelsen
alle de bogstaver der ikke kom med på
querty-tastaturet
nogle af de fotos du aldrig fik fremkaldt
ord du ikke kan udtale
en flodbølge der aldrig kom på tv
lyset fra en gadelampe et sted hvor ingen går

Verden er en stumfilm i dag
svimlende tumlende bævende stille
hvis her var lyde ville det være lyden af rågerne
hvis tiden stadig gik ville det være lyden af urene
tiden går ikke for øjeblikket
måske begynder den igen
hvis du husker at trække vejret ind med jævne mellemrum

det er ikke noget farligt
det er bare dig
der er midlertidigt ude af drift
og ophørt med at existere for øjeblikket

Number of days

I get a specific number of days

for re-reading books that makes me sad

waiting for trains I have no reason to catch

for eating cold food and drinking cheap whiskey

and days for looking at trees I am never going to climb


I get a specific number of days

for trying to figure out the number

of days i have left for wishing I'd spend

the days that have gone on something worth

remembering in the number of days that remain


I get a specific number of days

for laughing at jokes I don't understand

for being with people I don't want to befriend

and for tasting things I know I'll most likely dislike

for using unpronounceable words to explain unexplainable things


I get a specific number of days

for dreaming of futures I don't really want

thinking that maybe one day I'll do something real

and for asking what becomes of us all when we leave

and days created for not forgetting that someday I'll find out


I get a specific number of days

for writing poetry no one will read

for learning sonnets I dislike by heart

for not appreciating under appreciated art

and days for waiting for the sun to set in the sea


I get a specific number of days

and within does days I have been assigned

an unspecific, unnumbered uncountable amount

of tiny little moments filled with unperfect indefinable

happiness

Røsnæs

I dag stod jeg op for at se solnedgangen for enden af næsset
det er der man går hen for at være alene
det er der det vrimler med mennesker
det var i en mangel på luftmolekyler mening og larm
jeg lyttede til bølgerne for enden af næsset
der hvor vandene mødes
der hvor mågerne skriger
der hvor solen drukner hver eneste aften
og har gjort det i generationer
Det er derude
derude hvor der ikke er nogen der lider af telenoyasyndromet
der hvor der ikke er nogen der konstant skal tjekke deres mobiltelefoner
der hvor virkeligheden ikke har dækning
derude er der ikke nogen der kan gemme sig bag fladskærme og samtalekøkkener
derude er der ikke nogen der har slips på
derude er der aldrig nogen sinde nogen der begår dobbelte jalousidrab
eller folkedrab
derude er der ikke nogen der begår sig
derude er der ikke beurokratier blasfemier barndomsmarreridt
derude er bølgerne og mågerne og vandene der mødes
for enden af næsset
hvor solen går ned hver eneste dag som den har gjort det i evigheder
Derude er kævler og kviste og klumper af ler
og små uforklarlige lyde du ikke kan bestemme hvor kommer fra
derude er der klitter som falder en lille smule længere ud i havet hver dag
derude hvor verden forsvinder
der hvor man går hen for at forsvinde
det er der man går hen for at føle sig fri
for at finde sig selv genopfinde sig selv
for at flyve i frit fald
det er der man går hen for at fjerne sig fra verden
Det er der man tager hen for at råbe HALLELUJA og HELVEDE og AAARGH!
det er der hvor der ikke er nogen der kan høre dig
det er der vi alle sammen tager hen for at råbe
for enden af næsset hvor solen synker hver dag
og har gjort det i tusinder af år
for enden af næsset hvor man mindes hvor man glemmer
hvor man midlertidigt ophører med at existere
for enden af næsset hvor man går hen for at brøle af bølgerne
for enden af næsset hvor solen går ned
i dag stod jeg op for at se solen gå ned for enden af næsset
der er der ikke nogen mangel på plots
på spændingskurver og points of no return
for enden af næsset for enden af verden for enden af dagen
der hvor der ikke er nogen mobiltelefoner
nogen facebookopdateringer
noget tweets og tumbles og tandlægeregninger
der hvor der er ilt nok til at skrige
her er ikke nogen bibler her er ikke nogen bønner
her er ikke nogen barmhjertighed
her er bølger
og solen der går ned som den har gjort det hver eneste dag i tusindvis af år

Natdyr

Vi er blevet natdyr
vores øjne har voxet sig store og stirrende
vores negle er omdannet til klør
som klamrer sig til klodens skorpe
i kredsløb om stjernen vi kalder sol

Vi er blevet fabeldyr
vores ord har voxet sig skingre og okkulte
vi forsvinder i mørket og
svinder langsomt ind til halvglemte sagn
alt i mens planeten drejer lyset væk fra vores blikke

Vi er blevet sekunder og indfald
vi er stilheden mellem numrene på iTunes
vi er græsstrående der bøjer et sted ude i natten
vi er blevet monstrøse mægtige mytologier
vi er faun fønix fabel frygt
snart glemmer vi at være

Vi er blevet natdyr
skyggeskabninger skælven i skove
vi er en mangel på tomhed
vi er lyden af puls og larmen i stilhed
vi er ynk yngel ynde
kanter klipper klinker klitter
vi er glubskhed gejst gru gråd
vi er næsten ikke existerende

vi er blevet hinandens guder
vi er blevet hinandens muser
vi er blevet fantasifostre
vi er blevet natdyr