Din
stemme er våbengny på afstand
marcherende
fødder bag en skov
skælvende
mure
bomber
sekundet før de falder
en
finanskrise under opsejling
jeg
er en skygge i hjørnet
smuds
på tapetet
med
vat og jazz i ørene
druknet
i din dundren
Dine
hænder er estragon
nyfældede
træer
rågeskrig
under stormvejrsskyer
grundfjelde
der spintres
galaxer
der sprænges
i
kvælende brag
jeg
er en skovbund et
skrøbeligt
økosystem et
fugtigt
tefilter
drattet
ned i dine dansetrin
Dine
øjne er gotiske svaj
synkretisme
i højt tempo
fandenivoldskhed
på regnvejrsdage
den
konstante summen af menneskemængde
og
temperaturer der nærmer sig stormstyrke
jeg
er netop begyndt at vokse
stadig
fascineret af
at
jeg har lige mange fingre på hver hånd
måbende
faldende
disintegreret
i din døvhed
Det
er ikke dig vs mig
det
er et spørgsmål om der er ilt nok
til
at vi begge kan skrige
Ingen kommentarer:
Send en kommentar