Gider du ikke lige rumstere lidt i verdensaltet for mig?
Gider du ikke lige puste til nogle luftmolekyler for mig?
Gider du ikke lige eksistere for mig mens jeg laver noget andet
mens jeg råber skældsord af bølgerne og kaster sten efter horisonten
mens jeg forsvinder ud af kosmos og ophører med at eksistere
bare et ganske kort øjeblik
Gider du ikke lige være mig et øjeblik mens jeg overvejer
hvordan man egentlig bærer sig ad med at leve
gider du ikke lige bare sige tilfældige ord og hive efter vejret
så det lyder som om jeg stadig er til stede?
Gider du ikke lige sidde pænt og være en velfungerende silhuet
mens jeg stejler i et par sekunder?
Gider du ikke lige være kompliceret og kompetent for mig
mens jeg banaliserer mit verdensbillede til det bliver til
små og vrede ord jeg kan kaste efter stilheden
gider du ikke lige være social og veltalende for mig
mens jeg fører indvendige diskussioner med væggene
gider du ikke lige eksistere for mig et øjeblik
mens jeg laver noget andet?
Gider du ikke lige være mig et øjeblik?
Mens jeg er en der råber i en ørken af beton
mens jeg er en der skriger under x-faktor finalen
mens jeg er en der brøler inde bag et dameblad i frisørsalonen
mens jeg er en der taler om store og uomtvistelige sandheder
ganske ganske stille så der ikke er nogen der hører mig
Gider du ikke lige overdøve mig mens jeg larmer?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det er som om du har et eller andet OCDsk med gentagelser af de samme linjer eller første par ord i starten af dine strofer. Hvilket kan være meget fedt engang imellem, men det bliver også kedsommeligt i længden med en sådan form, spørger du mig. Altså det bliver for forudsigeligt, er hvad jeg konkluderer. Og det er lidt synd når dine digte ellers rummer ret fede elementer hist og her.
SvarSlet