Hjemmefronten

Dine fødder der dingler som døende løv
Døvt over vandspejlets sang
Råbende skrigende grædende
Kom, kom med mig
Duften af hjemmebag

 Imorgen er endnu en sommerdag

Mil

Det meste af tiden er du et

sorthvidfotografi af berlin efter krigen

glimtvis er du

Solsikkefrø. Nye kartofler. Maj.

Det meste er tiden

trækker du vejret

i en anden tidszone

end mig

vs

 Din stemme er våbengny på afstand

marcherende fødder bag en skov

skælvende mure

bomber sekundet før de falder

en finanskrise under opsejling

jeg er en skygge i hjørnet

smuds på tapetet

med vat og jazz i ørene

druknet i din dundren

Dine hænder er estragon

nyfældede træer

rågeskrig under stormvejrsskyer

grundfjelde der spintres

galaxer der sprænges

i kvælende brag

jeg er en skovbund et

skrøbeligt økosystem et

fugtigt tefilter

drattet ned i dine dansetrin

Dine øjne er gotiske svaj

synkretisme i højt tempo

fandenivoldskhed på regnvejrsdage

den konstante summen af menneskemængde

og temperaturer der nærmer sig stormstyrke

jeg er netop begyndt at vokse

stadig fascineret af

at jeg har lige mange fingre på hver hånd

måbende faldende

disintegreret i din døvhed

Det er ikke dig vs mig

det er et spørgsmål om der er ilt nok

til at vi begge kan skrige

Larm lige for mig, gider du? (gider du? updated version)

 Larm lige for mig, gider du?

Gider du ikke lige rumstere lidt i verdensaltet for mig?
bare puste til nogle luftmolekyler for mig
mens jeg råber skældsord af bølgerne og kaster sten efter horisonten
forsvinder ud af kosmos og ophører med at eksistere
Gider du ikke lige eksistere for mig et øjeblik

mens jeg laver noget andet?

Gider du ikke lige være mig et øjeblik mens jeg overvejer
hvordan man egentlig bærer sig ad med at leve
bare sige tilfældige ord og hive efter vejret
så det lyder som om jeg stadig er til stede?
Gider du ikke lige sidde pænt og være en velfungerende silhuet
mens jeg stejler i et par sekunder?

Gider du ikke lige være kompliceret og kompetent for mig
mens jeg banaliserer mit verdensbillede til det bliver til
små og vrede ord jeg kan kaste efter stilheden
bare være social og veltalende for mig
mens jeg fører indvendige diskussioner med væggene
gider du ikke lige være perfekt for mig et øjeblik
mens jeg er en lidt for virkelighedstro udgave af mig selv?

Gider du ikke lige være mig et øjeblik?
Mens jeg er en der råber i en ørken af beton
en der skriger under x-faktor finalen
brøler inde bag et dameblad i frisørsalonen
taler om store og uomtvistelige sandheder
ganske ganske stille så der ikke er nogen der hører mig
gider du ikke lige være mit ego et øjeblik

mens jeg er noget andet?

Gider du ikke lige overdøve mig mens jeg larmer?

Ikke et digt om sex

(Jeg har skrevet et digt som ikke handler om sex
det handler om øjeblikket lige før han rør mig)

(for)
Det er i øjeblikket lige før han rør mig
at airforce one og barack obama
hænger fuldstændig stille i luften over atlanten
og at dronning af Englands hånd standser zitrende
midtvejs i at dyppe en kiks i teen og
at et træ ligenøjagtigt ikke
vælter i et stormvejr i et skov øst for Tjeljabinsk
det er i øjeblikket lige før han rør mig
mens mængden af verden mellem os
bliver ganske langsomt mindre
jeg kan lugte ham nu
jeg balancerer på en solstråle nu
et sted højt over europas erotik og
jeg er næsten ikke bange for at falde ned i dag
han lugter af sved og græsstrå i dag
han lugter af stjernerne og af støvsugere i dag
jeg kan mærke hele verden trække vejret ind
og puste ud og verdensbefolkningen er divideret
med 3 en halv milliard så der kun er to mennesker
tilbage jeg kan mærke hans hår mod min pande nu
jeg danser på et snefnug nu han ser ind i mine øjne
hans øjne har samme farve som
 lørdag eftermiddage i tivoli og stjernehimlen
over østjylland på en midsommernat
han er så tæt på nu at jeg ikke kan se om han smiler
den statiske elektricitet mellem os nu kan drive en
mindre landsby med semikraftige internetopkoblinger
det er i øjeblikket lige før hans fingre strejfer min hud
at samtlige ti billioner celler i min krop
farer rundt om sig selv og hinanden
i en blanding af glædesdans og panisk ophidselse
det er i øjeblikket lige før han rør mig
at tiden går i stå det er øjeblikket lige før point of no return
det er bedre end øjeblikket hvor en lygtepæl tændes
hvor en verdenskrig endes
hvor den første tone på et helt nyt orgel bliver spillet
øjeblikket hvor vi ånder den samme luft
og verden er så afgrænset at den slutter
og bliver til ingenting bare centimeter fra vores kroppe
det handler ikke om sex
det handler om øjeblikket lige før han rør mig