lørdag den 26. februar 2011

Luften her

Luften her
De her luftmolekyler 
Som vi alle sammen går og ånder
Ind og ud
Luften her 
Er elektrisk af den konstante summen
Af menneskestemmer
Af børn der græder
Forældre der skændes
Og luftkys der farer forvildede rundt
På jagt efter en modtager
Luften her
Har en ganske særlig smag
En ganske særlig aroma
Af tanker i bevægelse 
Af fødder på vej et eller andet sted hen
Luften her
Står ikke stille
Luften her rives konstant i mindre stykker
Den trækkes frem og tilbage 
Og ind og ud
Og op og ned
Men for det meste bare ingen steder hen
Luften her
Er brændende kold
Luften her 
Er tyk af friture make up og andre løgne
Af åndedræt og hænder
Der griber ud efter hinanden 
Luften her er fyldt med arme
Der aldrig helt er lange nok
Luften her
De her luftmolekyler 
Som vi alle sammen går og ånder
Ind og ud
Luften her
Har været her fra før du kom
Den vil også være her når du forsvinder

Om et ganske lille øjeblik...


Skrevet og uploadet fra min iPod på Hovedbanegården en kold dag lige før det næste tog til Udkantsdanmark. 

lørdag den 5. februar 2011

Farveblind

Der er aldrig nogen sinde nogen
der har forsøgt at lære mig
at verden er lyserød
de lærte mig farverne og jeg kunne se
at det meste af den bare er grå
de lærte mig at rød
betyder kærlighed
kommunisme
og blod
de lærte mig at blå
er den farve som håbet og himlen har
de lærte mig farverne og jeg kunne se
at himlen for det meste bare er grå
der er aldrig nogen sinde nogen
der har forsøgt at lære mig
at verden er sort/hvid
de lærte mig farverne og jeg kunne se
at den for det meste bare er grå
de lærte mig
at intet mennesker er helt og aldeles farveløs
de lærte mig at farverne er over alt
de lærte mig farverne og jeg kunne se
at de fleste bare var grå
der var aldrig nogen sinde nogen der lærte mig
hvilke farver der ikke bør blandes
de lærte mig farverne
og jeg troede
at det meste bare var gråt
de lærte mig farverne men aldrig
at male

fredag den 4. februar 2011

Kom lad os bygge vores egen verden

Kom lad os bygge vores egen verden
og gemme den bagerst i dit klædeskab

kom lad os bygge vores egen verden
og aldrig mere tale om den verden vi forlod
kom lad os glemme denne verden
kom
kom lad os skabe noget stort

kom lad os bygge vores egen verden
og skjule den for menneskerne
der vil forpeste den med deres sandhed
deres stolthed deres had

kom lad os bygge vores egen verden
uden penge præster politikere og porte
kom lad os bygge en verden uden grænser
en verden uden støj
kom
kom lad os bygge en verden kun til os
en verden vi kan mure inde
en verden vi aldrig vil forlade
kom
kom lad os bygge vores egen verden

kom lad os bygge en verden hvor tiden ikke går
kom lad os bygge en verden hvor tiden ikke går i stå

kom lad os bygge en verden uden farver
uden sort og hvid og grå
en verden uden rød og blå
kom lad os bygge en verden i en hel ny nuance
kom lad os starte forfra
kom
kom lad os bygge vores egen verden
kom lad os ikke smadre denne nye verden
kom lad os ikke svine den til
med vores ord
kom lad os bygge vores egen verden

en verden hvor vi ikke kan høre hinanden
en verden hvor vi ikke kan røre hinanden
en verden hvor vi ikke kan såre hinanden

kom kom lad os glemme denne verden og os selv
kom lad os bygge vores egen verden uden ondt

kom lad os bygge vores egen verden
og gemme den bagerst i dit klædeskab
hvor den ikke går i stykker
kom
kom lad os bygge vores egen verden
en verden uden os

alt det du er

Du er vinden i brevsprækken
du er regnen mod bilruderne
du er uret på clockradioen
der blinker på 00:00
du er en tre dage gammel avis
du er standbylyset på mit tv
du er en frysepizza der er blevet kold
du er her ikke

du er et dårligt
hjertesmertedigt
du er nullermændene under toilettet
du er visne blomster i vindueskarmen
og for gammel mælk i køleskabet
du er de ubestemmelige madrester
i hjørnet af køkkenvasken
du er helt helt stille

du er din egen telefonsvarer
du er den aller sidste rest
af snavset sne i rendestenen
du er dårlige tv-serier om kærlighed
du er en cola der er blevet flad
du er chips fra i går
du er ikke til stede

du er musik ingen lytter til
du er tevand der aldrig blev kogt
du er den lampe der aldrig blev tændt
du er en halv flaske hvidvin
bagerst i køleskabet
du er sokker med huller i
du er fjernvarmen der ikke fungerer
du er et udløbet klippekort
du er fjorten finske tv-kanaler
du er fuldstændig ubrugelig

når du er væk