torsdag den 4. marts 2010

Larm

Min verden er komprimeret
krypteret kompleks og
en lille smule for dynamisk
jeg opsøger en statisk stilhed
et sted bag grænsen til de tåger
der omgiver mit ballonunivers
her er kulden frosset fast og
giver plads til at trække vejret
bag de hæsblæsende rytmer af
glohede grin
jeg griber med de bare hænder efter
et sekund der forsvinder
i et alligevel lidt for lysende mørke
antallet af stemmer indeni og
udenfor mit blik har oversteget
antallet af ansigter bag luften
jeg hager mig fast ved
hvert et ord i dit åndedræt
i en søgen efter det ene ord
der kan give min flygtige verden
tid til at synke
til bunden af tomrum og
overveje solens næste skridt
udenfor vores indskrænkede syn
forsvinder din hånd i en blind vinkel
da jeg efterlader dig i jagten på
det perfekte ord
den perfekte stilhed
det perfekte hul
i lydmuren

Ingen kommentarer:

Send en kommentar