onsdag den 10. marts 2010

Jeg ved ikke...

Jeg ved ikke hvorfor jeg tror på dem
når de fortæller mig at jorden
bliver ved med at dreje
om sin egen axe
når det bliver ved med at føles
som om den drejer sig om os

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med
at forsøge så ihærdigt at forestille mig
det der uendelige univers de
fortæller mig om
når jeg personligt selv
ikke kan se længere end
til mørket

Jeg ved ikke hvorfor jeg stoler på dem
når de smiler
og jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med
at tro på at det bliver forår engang
når der kommer en snestorm
hver gang jeg prøver at le

Jeg ved at himlen er blå og at
havet er blåt og at dine øjne er blå
for jeg har selv set det
men jeg ved ikke om
min blå og din blå er
den samme farve blå

Jeg ved ikke hvor jeg har alle
mine spørgsmål fra
jeg ved ikke hvor jeg har mit sprog fra
jeg ved ikke hvem der lærte mig at smage
på ordet sprødt
jeg ved ikke om ordet sprød kan bruges
om dine blålige blikke

Jeg ved at jeg har et begreb der hedder mørke
jeg ved ikke hvor det kommer fra
jeg ved ikke hvorfor det skræmmer mig
jeg ved ikke hvem der lærte mig
hvad frygt er

Jeg ved ikke om alle mennesker er bange
på den samme måde
eller om frygten altid er rødlig

Jeg ved ikke om det kun er dagslyset
der smager godt
jeg ved ikke om du også
smager på lyset

Jeg ved ikke hvem der lærte mig
at tælle timerne og vide
hvornår lyset er at se
jeg ved ikke hvordan man tæller dagene
et sted hvor tiden ikke går
et sted hvor jorden ikke drejer
om sin egen axe men
om os to

Jeg kan ikke mærke
at jorden drejer rundt
jeg kan ikke smage det
sprøde i sollys eller i frygt
jeg ved ikke om verden føles
ens for dig og mig

Jeg ved ikke hvem der har lært mig
at skrive leve tænke føle ønske håbe frygte
jeg ved ikke hvem der lærte mig
at stille spørgsmål
ingen har nogen sinde lært mig
at finde svar

1 kommentar:

  1. ikke alle spørgsmål kræver et svar Regitze.. vi har til tider svært ved at tro på det vi ikke kan se, men jeg tror at mørke er uendeligt lige indtil lyset når frem.
    Et dejligt digt du har fået skrevet Regitze. Det sendte nogle gode tanker til mads hele vejen igennem vinternatten fra sjælland til Esbjerg.

    Mange tak og godnat...

    SvarSlet