Der er et barn der græder
Station. Støv. Støvler. Stands. Styr. Styrt. Start.
Det regner over gaderne
Det blæser over himlen
det er uvejr i en anden verden en denne
dette er verden under jorden
dette er en verden af hast hatte hænder holdt håb
det er en verden af destinationer
stationer flugt fart frelse fremmede fingre
her i mørket
hvor vi alle sammen er på vej væk fra noget
på vej et eller andet sted hen
væk fra alt men ikke fra hinanden
der er et barn der græder
der er et barn der græder
der er et barn der græder
der er et pludseligt stop
to stationer endnu her i mørket
nogen nyser nogen nynner nogen kysser nogen venter
man kan høre to hænder der klemmer hinanden
og lyden af en gammel dames pibende åndedrag
der er et barn der græder
du kan se regndråber på frakkeærmer og morgendrømme på øjenlåg
her kan vi mærke hinandens hud hinandens huer vi kan mærke kulden udefra
og de sorte tunneler der suser forbi forbi forbi forbinder os med lyset
bagerier på perroner harmonikaspillende personer reklameplakatophængende mænd i gule dragter
der er et barn der græder
der er et barn der græder
DER ER ET BARN DER GRÆDER
et sted her i mørket
du betragter en, som bladrer i en bibel
hører hip hop i høretelefoner
du kan lugte at nogen spiser en banan
du kan se stilheden malet på de mørke vægge bagved ruderne
og i ansigterne på passagerer du aldrig vil møde igen
Der er et barn der græder
du kan se teenagere der fletter fingre mens de venter på at livet skal begynde
mænd hvis ansigter har ventet på en slutning i årtier før de blev født
en fod der danser i takt til musik du ikke kan høre
du kan mærke destinationer der sniger sig ind på dig
deres blikke på din hud
ord du har undladt at udtale i alt for mange år
her er en mangel på børn i den grædedygtige alder
her er en mangel på mødre med bekymrede udtryk
en mangel på luft mening og beslutninger
en mangel på lys stilhed og barnegråd
her i underverdenen er kun sæderne og menneskerne og lyden af togskinner under dig
her er kun mørket
Og inde fra mørket kan du høre et spædbarns angstskrig, der aldrig når dine læber.
tirsdag den 17. april 2012
Abonner på:
Opslag (Atom)