Røsnæs

I dag stod jeg op for at se solnedgangen for enden af næsset
det er der man går hen for at være alene
det er der det vrimler med mennesker
det var i en mangel på luftmolekyler mening og larm
jeg lyttede til bølgerne for enden af næsset
der hvor vandene mødes
der hvor mågerne skriger
der hvor solen drukner hver eneste aften
og har gjort det i generationer
Det er derude
derude hvor der ikke er nogen der lider af telenoyasyndromet
der hvor der ikke er nogen der konstant skal tjekke deres mobiltelefoner
der hvor virkeligheden ikke har dækning
derude er der ikke nogen der kan gemme sig bag fladskærme og samtalekøkkener
derude er der ikke nogen der har slips på
derude er der aldrig nogen sinde nogen der begår dobbelte jalousidrab
eller folkedrab
derude er der ikke nogen der begår sig
derude er der ikke beurokratier blasfemier barndomsmarreridt
derude er bølgerne og mågerne og vandene der mødes
for enden af næsset
hvor solen går ned hver eneste dag som den har gjort det i evigheder
Derude er kævler og kviste og klumper af ler
og små uforklarlige lyde du ikke kan bestemme hvor kommer fra
derude er der klitter som falder en lille smule længere ud i havet hver dag
derude hvor verden forsvinder
der hvor man går hen for at forsvinde
det er der man går hen for at føle sig fri
for at finde sig selv genopfinde sig selv
for at flyve i frit fald
det er der man går hen for at fjerne sig fra verden
Det er der man tager hen for at råbe HALLELUJA og HELVEDE og AAARGH!
det er der hvor der ikke er nogen der kan høre dig
det er der vi alle sammen tager hen for at råbe
for enden af næsset hvor solen synker hver dag
og har gjort det i tusinder af år
for enden af næsset hvor man mindes hvor man glemmer
hvor man midlertidigt ophører med at existere
for enden af næsset hvor man går hen for at brøle af bølgerne
for enden af næsset hvor solen går ned
i dag stod jeg op for at se solen gå ned for enden af næsset
der er der ikke nogen mangel på plots
på spændingskurver og points of no return
for enden af næsset for enden af verden for enden af dagen
der hvor der ikke er nogen mobiltelefoner
nogen facebookopdateringer
noget tweets og tumbles og tandlægeregninger
der hvor der er ilt nok til at skrige
her er ikke nogen bibler her er ikke nogen bønner
her er ikke nogen barmhjertighed
her er bølger
og solen der går ned som den har gjort det hver eneste dag i tusindvis af år

Natdyr

Vi er blevet natdyr
vores øjne har voxet sig store og stirrende
vores negle er omdannet til klør
som klamrer sig til klodens skorpe
i kredsløb om stjernen vi kalder sol

Vi er blevet fabeldyr
vores ord har voxet sig skingre og okkulte
vi forsvinder i mørket og
svinder langsomt ind til halvglemte sagn
alt i mens planeten drejer lyset væk fra vores blikke

Vi er blevet sekunder og indfald
vi er stilheden mellem numrene på iTunes
vi er græsstrående der bøjer et sted ude i natten
vi er blevet monstrøse mægtige mytologier
vi er faun fønix fabel frygt
snart glemmer vi at være

Vi er blevet natdyr
skyggeskabninger skælven i skove
vi er en mangel på tomhed
vi er lyden af puls og larmen i stilhed
vi er ynk yngel ynde
kanter klipper klinker klitter
vi er glubskhed gejst gru gråd
vi er næsten ikke existerende

vi er blevet hinandens guder
vi er blevet hinandens muser
vi er blevet fantasifostre
vi er blevet natdyr