Stemmeret II

Jeg blev født engang
i vintermørket 1992
Jeg blev født det år
hvor Danmark vandt den der fodboldkamp
Og jeg blev født mens
en eller anden fik sit første knald
sin første mand sit første barn sin første
skilsmisse eller udbetaling af folkepension
Jeg blev født i 1992
det er atten år siden
så nu er jeg myndig og voxen og ansvarsbevidst
og jeg har fået stemmeret
og ret til at hæve min stemme og
medbestemmelse i hvilken vej Danmark skal gå
i fremtiden
for jeg har fået stemmeret
og ret til at drikke mig plørefuld i irish coffee og fadøl
og have sex med tilfældige mænd jeg møder på gaden
og jeg har fået ret til at blive stripper
eller undertøjsmodel
eller uden-tøj-model
og jeg er blevet voxen
og jeg har fået jeg til at få voxenløn
og bistandshjælp
og ret til at melde mig ind i en fagforening
i greenpeace i rødekors i rødfront
eller en støtteforening
for hjemløse pandaer med kræft
og jeg er blevet voxen
og har fået ret til at tage kørekort og jagttegn
og ret til at køre rundt i min Toyota HiLux fra 1992
og skyde hjorte og ræve og
et barn på kælk i ny og næ
og ret til at komme i fængsel og
få p-bøder og fartbøder
og børn
og hus og mand og bil og hund
og ret til hver dag at gå tur med hundene
eller bare ret til at gå i hundene
og jeg er blevet voxen
og har fået ret til at låne 40.000 kroner
på mit glatte 18-årige ansigt
af en tilfældig anden 18-årig der betjener mig i Bilka
på en tilfældig regnfuld torsdag
og jeg har fået ret til
at åbne en virksomhed
og sælge pølsehorn og julepynt og billigt sprut og
importerede smykker fra Malaysia
for jeg er blevet voxen
og jeg har fået ret til at få S.U
fordi jeg er studerende
og ret til at købe mig en lejlighed og en guldfisk og en fladskærm
og ret til at smadre enten
guldfisken eller fladskærmen
med et par lyserøde stilleter
i et vredesudbrud over en eller anden exkæreste
som jeg ellers kunne være blevet gift med
og skilt fra
og jeg har fået ret til at få en tatovering en piercing
et nyt navn et fritidsjob eller
4 børn der eller sammen heder noget på russisk
jeg blev født i 1992
det er atten år siden
og jeg har fået de samme rettigheder
som de der blev gift dengang
de der blev skilt dengang
de der vandt eller så
den der fodboldkamp dengang
og de der fik deres første knald eller
gik på pension dengang
for jeg er blevet voxen
og jeg har fået stemmeret
og kan være med til at bestemme hvilken vej Danmark skal gå
i fremtiden...

...men jeg kan stadig ikke rigtig finde ud af det der med højre og venstre

Brain Damage

Jeg gemmer mig i Pink Floyd

Du har glemt hende

Du vakler en lille smule og er lige ved
at tabe balancen på gulvet for at se den
splintres i millioner af små bitte stykker
der vil ramme alt og alle omkring dig i
et nyt og mere skindende Big Bang
det sker når du bliver så optaget af dine egne ord
at du glemmer at stå på dine fødder
du klør dig bag øret og er ude af stand til
at fokusere på bilerne bag regnen og på
din globus der drejer og drejer et sted under din finger
og der hvor du peger vil du kysse hende under stjernerne
hvis ikke du får flymad galt i halsen og
hoster indvolde og morgensurhed op
og spreder dine bakterier i luften omkring dig
som en ny og mere smitsom udgave af aids
det sker når du får så travlt med at vise dig til hele verden
at du glemmer dig selv et sted
mellem Singapore og Vejle
du slikker på din egen pegefinger et kort øjeblik
bare for at fugte den inden du bladrer i avisen
og åbner den på en side om en ny bog
og den bog har du tænkt dig at købe i eftermiddag
og du vil læse digte højt for hende
mens stereoanlægget inde i stuen spiller saxofonmusik
og mens hun snurrer håret rundt om sin pegefinger
bare for at have et sted at gøre af den
det sker når hun får lyst til at holde dig for munden
fordi du glemmer at sige dine egne ord
du sender hende det der blik som
bringer hende lidt i tvivl om
hvilket blik du gerne vil have tilbage
og du fortæller hende om en eller anden
bonde i sydamerika du læste en bog om engang
og du vil så gerne vise hende
hvordan friskpresset appelsinjuice smager
og du har lært at sige jeg elsker dig på spansk
og du er allerede på vej ud af døren og
ingen kan huske hvorhen det var du ville
det sker når du glemmer
at hun ikke er din señorita
du har fortalt hende om et sted
langt væk fra byen hvor
man ingen biler kan høre og
hvor fuglene synger sange på et fjernt og mytisk sprog
og du har sagt at du vil plukke årets første anemone til hende
og du har sagt at du vil synge serenader for hende en nat
men du har glemt at hun har mødt en anden og
du har glemt at årets første anemone ikke kommer i august
det sker når du har så travlt med at fortælle om dit liv
at du glemmer at leve det

Det her

Det her er bevidstheden om
at der er lakridser i den blå slikskål
foran fotografiet af den glade mand og hans tre børn
det her er lyden af vivaldi på stereoanlægget og
det er lyden af elkedlen og tevarmeren
det her er et barometer der beskriver
vejret som smukt
det her er lyden af uret der afbryder
et svensk dokumentarprogram om drypstenshuler
det her er den ternede sofa og det her
er årets første asparges
Det her støvet på lysekronen og
rester af pyntet fra bordbomben
da december blev til januar
det her er hjemmelavet syltetøj og
trygheden i at vide
at mælken i køleskabet
er både skummet og økologisk
det her er et hjemmeplantet avocadotræ
og det her et postkort fra Athen
Det her er skyggen fra bøgehækken der
gynger i vinden og det her er katten
der vasker sig bag papirkurven
det her Pink Floyd og Bjørn Afzelius
det her er rørsukker og havregrød

Det her er datiden og barndommen
det her mit hjem

Du er væk

Mælken i dit køleskab
er kun to dage for gammel i dag
og det kan alligevel ikke smages
når du hælder den i kaffen klokken 3 i nat
og placerer dine øjne foran
fjernsynsskærmen uden lyd
for at fylde nattens mørke ud
med lyset fra en tilfældig
amerikansk actionthriller

Jeg ved ikke hvad du flygter fra
jeg ved ikke hvor du flygter hen
men jeg har friskbrygget kaffe

Der er stadig nogen af blomsterne i din vindueskarm
der har den farve som blomster skal have
og du kan alligevel ikke se de
visnende kronblade når du i natten
vender blikket væk fra regnen og
retter det stift mod tegning efter tegning
af den samme kvindekrop du ikke har rørt ved
i flere måneder end du har ar til at tælle

Jeg ved ikke hvorfor du græder
jeg ved ikke hvem du græder til
men jeg har friske røde tulipaner

Du kan stadig næsten synge sange
på beatet fra din telefon
der bipper genudsendt i flere timer
når den anden ende ikke giver lyd
den kan alligevel ikke høres gennem braget
fra dit fjernsyn da du tænder lyden
og lader de perfekte menneskers
perfekte stemmer fylde din stilhed

Jeg ved ikke hvem du taler til
Jeg ved ikke hvad du siger
men jeg skal nok tage min telefon

Søndag den sekstende maj var ikke en novemberdag

De siger at deres forår ligner
regnfulde novemberdage
De siger at fuglene ikke synger 
så smukt som i eventyr
De siger at de aldrig har set en anemone
Med samme farve som himlen
Men himlen er altid grå mellem mure
og anemoner kommer ikke
i samme farve som beton
De siger at deres luft giver dem cancer
de siger at jorden føles hård at ligge på
De siger at græsset ikke gror i gaderne
Men græs behøver solskin og
ansigter behøver smil for at leve

Et sted langt fra deres gadelamper
et sted langt fra fantasierne af computeranimeret  solskindsvejr
et sted mellem husene og røgen
Findes et sted
under et tag af blade med næsten
samme farve som deres reklameskilte om miljø
der findes et sted
hvor anemonerne ikke er farvet efter
Himlen og hvor himlen ikke er farvet efter beton 

Menneske, jeg har gennemskuet dig

Jeg ved at du aldrig nogensinde
dyrker andet end haikudigte og sex
i skæret fra din læselamper
Jeg ved at du lyver for dig selv
når du siger at solen skinner
bag ved de mørklægningsgardiner
du omtaler som øjne
Jeg ved at dit hår
ikke er naturligt lyst
Jeg ved at det er fordi du er klar over
at du kun er midlertidigt i live
at du ikke tror på evigheden

Jeg ved at du smiler af sygdom
Jeg ved at du danser jive til lyden 
af sirener
Jeg ved at du smiler ens
i begge sider af ansigtet og
jeg ved at din midterskilning sidder i midten

Men jeg ved også at du ligger
rastløs vågen i natten og
gemmer dig for stemmerne  
fra fjernsynet der kører uden lyd

Jeg ved at dine læsebriller får dig til
at se en smule mere interlektuel ud
og at det er noget du har brug for
Jeg ved at du ikke drikker vand på flaske 
for at støtte noget som helst
Jeg ved at temperaturen på dine dates
bør måles i fahrenheit for at komme over tretten
Jeg ved at du egentlig ikke kan lide
smagen af kåldolmere og bulgursalat
men at du spiser det alligevel
for at føle at du er god ved dig selv
Jeg ved at McDonalds sælger en burger
som du egentlig godt kan lide
og jeg ved at du ikke længere kan passe
den røde kjole og balarinaskoene i skabet

Jeg ved at du synger med fuglene
Jeg ved at du griner af din død
Jeg ved at du danser hånd i hånd med alle dem
som foregiver at elske dig
Jeg ved at din makeup altid sidder perfekt
også når det regner

Men jeg ved også at du ligger rastløs
vågen i natten og
gemmer dig for stemmerne
fra væggene der står næsten stille i nat

 

Det er lige netop sådan nogle briller

Det er sådan nogle briller
Som min far skuller have
Hvis de ikke var så runde
Så komiker så retro så nymodens 
Så lektor blomme og min onkel
Det er sådan en marmorimiterende
Linoleumsvægbelægning
Som de har det der sted hvor vi så 
Ham der med brillerne
Ham der der ellers lignede en der
Har læst teologi og har et chefjob og et helt vildt langt og hogwatsagtigt
Egetresbord som vi også skulle have
Hvis det ikke var så langt hvis ikke
Spisestuen var så kort
Hvis det ikke var så dyrt og så
Træagtigt så lidt for stort nå nu 
Vi ikke har sådan en gård som
Den de viste i tv den dag lige før
Det der klip fra x-faktor hvor der sad
En mand i baggrunden med 
De der briller du ved nok
Altså den der dag hvor 
Der var det der jordskælv i 
Det der land nede sydpå ja
Altså den der dag hvor ham der inde
Ved siden af
Ham du ved med brillerne
Den dag han døde  
 

Endnu et haltende festdigt

Rytmiske jordskælv ryster mine mure
og afstanden mellem dem og mig 
bliver langsomt varmere og mere 
Og mere fugtig
mine øjne kan i glimt røre ved 
det de markedsfører som ansigter
skøvsøer og idyliske bøgetræer
visner i trommer og fødder
vægten af mennesker forsvinder
bag skyggerne
det er mine mure der taler til mig og
i glimt et par øjne hvis navne
er blevet tabt et sted i natten
Deres ord er poetisk interessante
intensiteten bliver klam og 
kølig mod min hud
to fjerne stjerner kolliderer 
ustoppeligt i det endeløse beat
Min verden er nu komplet
af misdannede dansetrin

Og mens jeg drukner i rytmer og nat
Fortsætter festen østpå

Det er et spørgsmål om skyld

Det er fordi solen glemte at stå op
bag de uendelige skyer i morgers
det er fordi postmanden ikke
havde noget med til dig i går
det er fordi du ikke kunne sove i nat
og det var fordi blæsten gjorde dig bange
det er nætternes skyld

Det er fordi det har regnet i så mange
måneder nu
det er fordi du er faret vild i
dine egne tanker
det er fordi der ikke er nogen
der vil hjælpe dig
og det er fordi de alle sammen har glemt
hvad du hedder
det er samfundets skyld

Det er fordi du ikke fik frokost i dag
det er fordi dine sko
er gået i stykker
det er fordi du ikke har råd til nye sokker
og det er fordi staten har taget alle
dine penge
det er fordi du har glemt
hvad det var du ville spare op til
det er de rige møgsvins skyld

det er forårets skyld
det er dine forældre og søskendes skyld
det er tidens skyld og tankernes skyld
det er den der vulkansky fra Islands skyld
det er lektiernes skyld
det er lærernes skyld
det er din egen skyld

for jeg har ikke lyst til at erkende
at det måske er min skyld
at du græder