Det tog mig en en time at skrive dette digt

Det tager fem minutter at ryge en cigaret
det tager cirka 8 timer at rejse
med offentlige transportmidler
fra Skagen til Sønderborg
det tager cirka 9 timer at flyve
fra Frankfurt til Singapore

det tager lyset
792 år
at rejse fra nordstjernen
til dig

det tog 128 år fra mennesket opfandt telegrammet
til den første e-mail blev sendt
fra én nørd til en anden

det tager under et sekund
at sige fastfood
men ca 10 minnutter at lave en pizza
det tager kun 5 minutter at koge en portion
havregrød

det tager cirka 10 minutter at glatte sit hår
det tager cirka 10 minutter at krølle det igen

det tog 182 år at bygge Notre Dame

det tager omkring 75 år at leve et liv
det tager 9 måneder for et foster at udvikle sig
det tager ca 5 minutter at skabe et
lille bitte menneskebarn
der kan leve i 75 år
det tager få sekunder at slå det
menneske ihjel

det tager et enkelt blik at blive forelsket
det kan tage et liv at glemme det igen
det kan også bare tage et hurtigt knald
og en fadøl

det tager i gennemsnit 4 et halvt år
at udkæmpe en verdenskrig
til gengæld kan du nå at børste dine tænder
på kun 3 minutter

det tager ca et år for menneskebarnet at lære at gå
men det bruger hele livet på at lære at gå den rigtige vej

det tager 6 minutter at brygge en kande kaffe
det tager ca et kvarter at blive gift
menneskebarnet bruger de første 14 år af sit liv
på at blive voxen og
resten på at forsøge at være som et barn

det tager cirka 13 sekunder at gå op og ned
af de samme tretten trappetrin


det tog 3,8 milliarder år fra livet opstod
til mennesket rejste sig op

Jeg ved ikke...

Jeg ved ikke hvorfor jeg tror på dem
når de fortæller mig at jorden
bliver ved med at dreje
om sin egen axe
når det bliver ved med at føles
som om den drejer sig om os

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med
at forsøge så ihærdigt at forestille mig
det der uendelige univers de
fortæller mig om
når jeg personligt selv
ikke kan se længere end
til mørket

Jeg ved ikke hvorfor jeg stoler på dem
når de smiler
og jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med
at tro på at det bliver forår engang
når der kommer en snestorm
hver gang jeg prøver at le

Jeg ved at himlen er blå og at
havet er blåt og at dine øjne er blå
for jeg har selv set det
men jeg ved ikke om
min blå og din blå er
den samme farve blå

Jeg ved ikke hvor jeg har alle
mine spørgsmål fra
jeg ved ikke hvor jeg har mit sprog fra
jeg ved ikke hvem der lærte mig at smage
på ordet sprødt
jeg ved ikke om ordet sprød kan bruges
om dine blålige blikke

Jeg ved at jeg har et begreb der hedder mørke
jeg ved ikke hvor det kommer fra
jeg ved ikke hvorfor det skræmmer mig
jeg ved ikke hvem der lærte mig
hvad frygt er

Jeg ved ikke om alle mennesker er bange
på den samme måde
eller om frygten altid er rødlig

Jeg ved ikke om det kun er dagslyset
der smager godt
jeg ved ikke om du også
smager på lyset

Jeg ved ikke hvem der lærte mig
at tælle timerne og vide
hvornår lyset er at se
jeg ved ikke hvordan man tæller dagene
et sted hvor tiden ikke går
et sted hvor jorden ikke drejer
om sin egen axe men
om os to

Jeg kan ikke mærke
at jorden drejer rundt
jeg kan ikke smage det
sprøde i sollys eller i frygt
jeg ved ikke om verden føles
ens for dig og mig

Jeg ved ikke hvem der har lært mig
at skrive leve tænke føle ønske håbe frygte
jeg ved ikke hvem der lærte mig
at stille spørgsmål
ingen har nogen sinde lært mig
at finde svar

Larm

Min verden er komprimeret
krypteret kompleks og
en lille smule for dynamisk
jeg opsøger en statisk stilhed
et sted bag grænsen til de tåger
der omgiver mit ballonunivers
her er kulden frosset fast og
giver plads til at trække vejret
bag de hæsblæsende rytmer af
glohede grin
jeg griber med de bare hænder efter
et sekund der forsvinder
i et alligevel lidt for lysende mørke
antallet af stemmer indeni og
udenfor mit blik har oversteget
antallet af ansigter bag luften
jeg hager mig fast ved
hvert et ord i dit åndedræt
i en søgen efter det ene ord
der kan give min flygtige verden
tid til at synke
til bunden af tomrum og
overveje solens næste skridt
udenfor vores indskrænkede syn
forsvinder din hånd i en blind vinkel
da jeg efterlader dig i jagten på
det perfekte ord
den perfekte stilhed
det perfekte hul
i lydmuren

sprogløse samtaler

…og mens natten går i baglås
centreret om det bortsvindende ord
som engang blev udtalt ”os”
i én endeløs bevægelse
over en tomhed mod svaret
på det spørgsmål den person
jeg kendte som dig har stillet
uden sprog
bliver luften mellem din og min tunge
først tyk og siden til ingenting
et sted mellem lykke og
uforklarlig desperation
tynget af traumer tårer og ruierne af tillid
rækker du mig et blik
intenst gennem maskerne i
den bundløse kulde der har
fortæret de ord du plejede at give mig
det falder til jorden
lydløst mens stilhedens frådende skrig
bliver til betydningsløse krummer
et sted bag det blik
som måske godt ved at
jeg er bange for at hade dig
måske
kaster vi sammen en tanke ind i verden

ordet er ja!

Det er næsten et forårsdigt

Det er forår
Det er det første syn af græs det
Er den aller sidste snestorm
Det er solskin solbær solsort sommer
Snart 
Det er frostvejr for 
Sidste gang igen det er
Bare endnu en
Stivfrossen regnbyge det er
Frost fjer flasker fotosyntese i
Fjern fremtid det er
Våd asfalt fabelagtige skygger
Silhouettræer mod blegbeige
Syntetisk skinnende
Industribyshimmelhorisont
Det er sjælesorg flasketrøst solskinssmil og blåbærduft det
Lyder som forår det 
Smager af sol det
Føles flygtigt fabelagtigt
Nyt det er
Gråtoneskala girokort gulvbrædder
Gylden himmel
Kort sekund 
Det er snefnug fingerfletning fuglefløjt
forårsstemning
snart