Først var Han en skindende cykel
under skyerne nede ved havnen
på en sommerdag
Hun var en dristig kjole og et solbrændt lår
senere blev Hun til en læbestift
og Han blev til et par moderne sko
som Hun knap nok turde se op fra
mens de dansede under en skyfri nattehimmel
så blev de et par
og Hun sendte jalousi ind i hjerterne
på alle sine veninder
når Hun gik i sine stolte stiletter
i takt med hans moderne sko
Han var i den anden ende af Hendes ene hånd
og hver aften i den anden ende af telefonen
mens skyerne drev over landet med sne
og da varmen endnu engang indbød
til dans under stjernerne i dristige kjoler
var de en ferie ved vesterhavet
og de så solnedgang og Han
kyssede Hendes hånd og hviskede
at måske skulle de endnu længere nordpå til næste år
må skulle de se nordlys sammen
Hun pegede mod et skib i det fjerne
og sagde noget om en jordomsejling
og næste år var ferien ved vesterhavet
blevet til en tradition
og Hun sad foran pejsen
og strikkede et samtalekøkken mens Han
sagde at de måske kunne købe en bondegård
med heste og høns og kaniner
og Han købte en hund
og Hun købte en lidt længere kjole
så fik Hun en studenterhue
og Han fik et par gode ord af Hendes far
senere købte hun en brudekjole
og Han købte en webergril
og de elskede til lyden af vesterhavet
og mens Han stegte pølser på webergrillen
og Hun sagde noget om at gå til pardans
pegede deres datter
med sin lille tykke finger
op mod himlen og sagde
som havde ingen af dem vidst det før
”sky”
og skyerne trak ind over landet og kom med regnvejr
og Han elskede til lyden af regnen
men en der stadig havde solbrændte lår
og senere købte Han blomster og sagde undskyld
og hun fik en abort
og siden så de ikke mere til hende
for hun købte sig en dristig kjole
og mødte en fyr i moderne sko
og Hun så ud over vesterhavet
og sagde noget om en jordomsejling
og siden noget om en bryllupsrejse
som Hun aldrig havde fået
men Han fik tilgivelse
og Hun fik en søn
som fik et par fodboldstøvler
og Han fik rygerlunger
og Hun fik en flot halvtredsårs fødselsdag
som blev fejret til lyden af vesterhavet
nu sidder de på dækket af et krydstogtskib
Hun smiler gennem rynkerne
Han kan huske Hendes lyse hår
under studenterhuen
Hun kan skimte jyllands kyster i det fjerne
og Han undrer sig over
hvad det egentlig var de skulle nå
søndag den 25. juli 2010
noget om en jordomsejling og en webergrill
Etiketter:
grill,
Jensdatter,
jordomsejling,
tiden,
vesterhavet,
weber
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
En dejlig lille historie du har fået skrevet Regitze.
SvarSletSom læser ønsker man at vide mere, men alligevel sidder man tilbage med en følelse af at alt er lagt ud.. en lang historie fortælles kort og efterlader resten til læseren.. en dejlig måde dette er skrevet på..
Kun en mindre rettelse.. 16. sidste linje i første strofe det første ord skulle vidst have været "med" i stedet for "men"...
Kram
Mads..