natten er træt af mig og mine digte

Mit gulv flyder med ord
linoleumet er blevet flydende af
tryksværte i løsrevne bogstaver og
mine sokker klistrer fast til
hvad end de kommer til at røre ved for
jeg har trådt på en klæbrig og giftigtlugtende
limstift

mens jeg læser højt for mig selv af
noget der ikke kan kaldes
hverken sammenhængende eller korrekt
indser jeg med en overraksende sindsro at
luften omkring mig og min hjerne er
tyktflydende uigennemtrængeligt
pink

af encyklopædiartikler om murmeldyr og
vædemåler om hvem der kan huske
det nøjagtige øjeblik for
Djengis Khans første ord
og mens væggene der ikke helt
har lært at stå stille og
alligevel ikke danser
ballet

giver genlyd af det rungende ord

explosion

selvom det eneste der exploderer er
mængden af træthedstegn i
gennemsnittelige teenagetankekæder og
den knirkende krassende lyd og lugt af
at natten er multifarvet af
standbylys og sengetøj kæmper
jeg mig igennem mængderne af ord
og fægter lidt temmelig uforsigtigt og
hjælpeløst

med min efterhånden godt slidte kuglepen

ordene ordner sig

ikke