søndag den 6. juni 2010

Et digt om havet

Jeg har skrevet et digt
der ikke handler om dig
det handler heller ikke 
om mig eller om os to
det handler om havet

Det handler om vandmænd i al deres
gennemskuelighed
og om vådt tang og småsten 
det handler om en strand
et sted ved verdens ende
hvor jeg fandt en hulsten
gennem den kunne jeg få øje
på det sted hvor
havet sluger himlen
det handler om den hulsten
som du bærer om din hals
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om de småbitte bølger
der danser for en nyfødt sommerdag
og det handler om bare fødder
og om fodspor i vandkanten 
og lidt senere kommer det til at handle om
ømme bare fødder
efter timevis af gang langs havet
det handler om mine ømme bare fødder
som du maserede mens havet blev til nat
men det handler ikke om dig 
det handler om havet

Det handler om bølgeskum
og det handler om små både
der gynger i vinden 
over havet under himlen
det handler om en ø
et sted mellem to lande
det handler om græsset på den ø
det handler om en solskinsdag
engang for længe længe siden 
og det handler en lille smule
om dine læber dine hænder og dit hår
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om et stormvejr
hvor himlen og havet ikke
kender forskel på hinanden 
det handler om bølger og
det handler om et dige
og om en busk der danser i vinden
et sted i mørket bag havet
det handler om vinden 
og om regnen og
det handler ganske flygtigt 
om et sted i natten som 
vi to har besøgt sammen
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om en skov
et sted under himlen der
spejler sig i bølgen blå
det handler om helt nye blade og
det handler om frisk fisk
om en frisk brise og om solen
det handler om sankthans bål
der spejler sig i både havet og natten
det handler om Danmark
det handler om den danske sommer
når den minder mig om dig
men det handler ikke om dig
det handler om havet

Det handler om små
lilla blomster der voxer 
i solskin og havluft
det handler om duften af hav
det handler om havet
og det handler om himlen
det handler om skyer
der flyder langsomt over himlen
og drukner et sted i horisonten
det handler om et maleri med 
rn udflydende horisontlinje 
og om et postkort jeg sendte dig
fra et sted vest for solnedgangen
det handler om havet 
og det handler om himlen
det handler om det sted 
hvor de to blå farver
fra havet og himlen 
kysser hinanden i en
endeløs nuance
der har fuldstændig samme farve
som dine øjne 

Men der handler ikke om dig
det handler om havet...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar