mandag den 24. maj 2010

Du er væk

Mælken i dit køleskab
er kun to dage for gammel i dag
og det kan alligevel ikke smages
når du hælder den i kaffen klokken 3 i nat
og placerer dine øjne foran
fjernsynsskærmen uden lyd
for at fylde nattens mørke ud
med lyset fra en tilfældig
amerikansk actionthriller

Jeg ved ikke hvad du flygter fra
jeg ved ikke hvor du flygter hen
men jeg har friskbrygget kaffe

Der er stadig nogen af blomsterne i din vindueskarm
der har den farve som blomster skal have
og du kan alligevel ikke se de
visnende kronblade når du i natten
vender blikket væk fra regnen og
retter det stift mod tegning efter tegning
af den samme kvindekrop du ikke har rørt ved
i flere måneder end du har ar til at tælle

Jeg ved ikke hvorfor du græder
jeg ved ikke hvem du græder til
men jeg har friske røde tulipaner

Du kan stadig næsten synge sange
på beatet fra din telefon
der bipper genudsendt i flere timer
når den anden ende ikke giver lyd
den kan alligevel ikke høres gennem braget
fra dit fjernsyn da du tænder lyden
og lader de perfekte menneskers
perfekte stemmer fylde din stilhed

Jeg ved ikke hvem du taler til
Jeg ved ikke hvad du siger
men jeg skal nok tage min telefon

Ingen kommentarer:

Send en kommentar