torsdag den 6. januar 2011

Pluto

Pluto
explaneten pluto
befinder sig i dette øjeblik
4435.353.633 km fra København
bare sådan ca

jeg kender en der engang vidste
at solsystemet havde 9 planeter
jeg kender en der kan deres navne
og rækkefølgen fra solen
jeg kender en der er ligeglad med planeterne
og jeg kender en der har læst et sted
at vi er ved at ødelægge vores egen planet
jeg kender en der vågner hver dag og håber
at se solen stå op i den forkerte ende af verden
jeg kender en der har lært mig
at synge en sang på japansk
og jeg kender en der engang har været i Japan
men det er ikke den samme person
jeg kender en der mener at mindst
¾ dele af befolkningen
ikke helt forstår det der med brøker
jeg kender en der har fundet gud
og jeg kender en der ikke har forsøgt
jeg kender en der mener
at verdens undergang er nær
og jeg kender en der siger
at Kina er ved at løbe tør for kæmpepandaer
Jeg kender en der kan tælle til 8
på 5 forskellige sprog
og jeg kender en der har skrevet en wikipediaartikel
om solsystemets planeter
Jeg kender en der tror på Big Bang
og jeg kender en der mener at verden er fantastisk
jeg kender en der engang
var lige ved at dø
og jeg kender en der ikke længere har lyst til at leve
jeg kender en der siger
at børnene dør af sult i Haiti
jeg kender en der engang har set en krimi på TV
om en der sultede nogle børn ihjel
Jeg kender en der spiser lidt for meget
og jeg kender en der spiser lidt for lidt
og jeg kender en der siger at man skal spise op
fordi børnene dør af sult i Haiti
Jeg kender en der tror på
at planeten jorden rådner op indefra
og jeg kender en der drømmer om at starte
både tredje og fjerde verdenskrig
jeg kender en der mener
at verden bygger på en løgn
og jeg kender en der mener
at have fundet sandheden bag alting
jeg kender en der har set et dokumentarprogram
om forskere der kæmper for at rede verden
fra kræft og AIDS og forurening
og jeg kender en der kæmper for at redde
de allersidste pandaer og den allersidste regnskov
jeg kender en der siger
at vi skal kæmpe for at bevare vores planet

jeg kender en der har fortalt mig
at en flok forskere satte sig ned
og gav solsystemet én planet mindre

jeg kender en der har læst et sted på nettet
at vores lille solsystem med nu kun otte planeter
er en del af galaxe kaldet Mælkevejen
og at mælkevejen og Andromedagalaxen
nærmer sig hinanden med en hastighed
på 140 km i sekundet

Jeg kender en der siger at de to galaxer koliderer
i et kæmpemæssigt brag
om ca 3 milliarder år
men hvor mange planeter er der tilbage
i vores lille solsystem
til den tid?

1643

Det var cirka klokken 16:43
at verden gik i stå
det var cirka klokken 16:43
at en eller anden statsleder
glemte de allerførste ord
af en meget vigtig tale
det var cirka klokken 16:43
at en af sporvognene i Rostock
standsede foran et gult hus
med blomstrede gardiner og
en dame der stirrede ud af vinduet
med en halv tomat i venstre hånd
det var cirka klokken 16:43
at fuglene i Kongens Have
holdt op med at synge og
tapirerne i Randers Regnskov
holdt op med at spise det var cirka
samtidig med
at en gadelygte lidt nord for Stockholm
ikke tændtes og at et strygejern
i en lejlighed i Brønshøj
ikke brændte hul i strygebrættet
det var cirka klokken 16:43
at der blev helt helt stille
på badehotellet i Rødvig og
cirka klokken 16:43
at en småkage ikke blev spist
og en mundfuld saftevand ikke blev sunket
det var cirka klokken 16:43
at et flygel i en tegnefilm
standsede midt i sin flugt
ned gennem Grand Canyon
og at en champagneprop hang stille
i luften 3 en halv centimeter
fra en porcelænsfigur
af en pige med en hyrdehund
det var cirka klokken 16:43
at en eller andens mund
gik i stå lige foran en anden
og at to hænder
lige præcis ikke rørte hinanden

tirsdag den 4. januar 2011

Berlin Begyndelsen

Det er brag og skrig
der genlyder mellem Berlins mure
det er sirener syrener samaritter
flygtige farveglimt over folkemængden
fødder det flytter sig
Det er duften af Döner
det er forskræmte børn
barnevogne børnehænder ballondyr
Spree der driver af isflager
flagrende faner faldende flag
det er en døgnåben Starbucks
det er Friederich Straße i flammer
dundrende drøn dråber der driver af
snavset smeltende sne
revnede fortovsfliser rustne skilte hænder overalt
et skrig et glimt et brag
et sted i mørket
det allersidste tog til Alexanderplatz
det er en folkevandring i Tiergarten
snemænd snebolde sneklædte træer
smog snøft snav snavs
snestormskyer og røg der lukker himlen
sko der er lige ved at glide
det er nogen der har sex
et sted bag et gardin
sporvogn u-bahn kaos
to turister der er faret vild
Brandenburger Tor
afspærret oplyst polizei-bevogtet
ingen adgang
Fernsehturm i det fjerne
forsvundet i røgen
flammende fremmede febrilske
folkefyldte Fransösischer Straße
det er en franskmand der vil låne en lighter
det er gnister og glas der knuses mod beton
gråd glamour og glatbarberede ben
det er huer og hatte der trækkes længere ned i panden
det er hænder der holder hørelsen ude
Hackescher Höfe mærkeligt mennesketomt
hæse stemmer stønnen ”STOP”
nogen der løber nogen der falder
nogen der griner græder godter sig
et sted bag et gardin
det er en mand der sælger krudt

det er Prenzlauer Berg
tidlig morgen
sne snavs fodspor
ikke en eneste fod
det er første dag i år 2011

Menneskehjernen beta 2.0

Din hjerne er det sidste skrig

din hjerne er et virvar

af ansigter affærer og ambulancer i det fjerne

din hjerne er fyldt til randen

med sandheder konsekvenser

og alt det du ikke har lyst til at indrømme

at du frygter

din hjerne har svaret

på en evighed af spørgsmål

indersiden af dine øjenlåg

er verden-er-et-godt-sted-gardiner

indersiden af dine øjenlåg

skjuler alt det du ikke har lyst til at se

men virker de som mørklægningsgardiner?

Din hjerne går hurtigere end verden

end det langsomt pulserende lys

af forbipasserende biler

en dame og en mand

en rød rullekuffert og en tegning af et dyr


din hjerne har udtænkt hele verdener

din hjerne er et klædeskab

når verden bliver for lyst et sted

far farverig for unuanceret

din hjerne er til tider

det eneste du aldrig helt forstår

din hjerne er en lygtepæl

der oplyser en overskuelig mængde af verden

din hjerne producerer

ord sætninger og alt det

hverken du eller jeg har lyst til at høre

din hjerne er grafitti

på en væg et sted i byen

”Untalentiert”


din hjerne er en giftshop der altid holder lukket

to damer den ene i pels

en sporvogn et sted under dig

en eller anden stiger ud

spejlbilledet af dig

der har været døende fra det øjeblik du blev født

din hjerne har udtænkt

meningen med næsten alt

din hjerne producerer

billeder film og alt det

hverken du eller jeg har lyst til at se

din hjerne er exceptionel

din hjerne er menneskehjernen (beta 2.0)

one of a kind


din hjerne er det

der adskiller os fra alle de andre

din hjerne er et vidunder

din hjerne er fejlfri



hjernen er menneskets eneste fejl....

tirsdag den 21. december 2010

mine planer for i nat

Jeg har opgivet alle planer om at sove i nat
i stedet har jeg sat mig for at
afmontere samtlige surrealiste drømme
i min underbevidst hed
det skal ske ved intens terpning
af Finlands historie
og Heinrich Von Kleist

Jeg har for længst opgivet alle planer
om at forstå hvert eneste ord jeg
omgiver mig med
jeg har besluttet mig for
at undgå at opdage
hvad det egentlig er der gør ondt i nat
har jeg i stedet tænkt mig at
afsøge hver eneste krog af denne dimension
for små lykkelige solstrejf

jeg har for længe længe siden opgivet alle planer
om at finde indre ro i denne nat
jeg har planlagt at gennemskue
mørkets konsistens
og ganske ganske stille bekæmpe en hver trang
til at danse og skrige noget klogt
jeg har sat mig for at beklæde disse vægge
med store ord jeg ikke selv har fundet på

jeg har opgivet alle planer om at føre mine planer ud i livet
i stedet vil jeg spendere denne nat
søvnløst vandrende mellem
væggen og den kønsløse lyd af vækkeuret i min vindueskarm
jeg har planer om at prøve på at lære
at trække vejret lige som dig
så jeg kan sove og bilde mig selv ind
at du rent faktisk er her

mandag den 20. december 2010

de her vægge

Det er de her vægge
de her vægge lige præcis de her vægge
der har det hvideste tapet
den bedste lyd, når man kradser i det
med den alleryderste hud på venstre lillefinger
det er de her vægge
der har de aller bedste skygger det allerbedste lys
det er de her vægge
der er fire af på den helt rigtige måde
og det er ved de her vægge
at den knasende lyd som de andre ikke kan høre
lyder aller sprødest
den lyd der kommer snigende
når skyggerne kryber henover gulvet
det er de her vægge
de her vægge der slutter helt helt tæt til dørkarmen
så der ikke er nogen tanker der slipper ud
eller nogen ord der slipper ind
eller nogen som helst der kan se
om lyset er slukket
det er de her vægge
ligenøjagtig de her vægge
der hælder en lille smule indad i novembermåned
og på torsdage hele året rundt
og generelt mellem klokken 23:14 og
det tidspunkt hvor du endelig falder i søvn
det er de her vægge
der har det helt rigtige antal af
rester af abesnot hvor der engang har hængt en plakat
det er de her vægge
der er fyldt med ord
og billeder af kendte mennesker
og hende der du ikke tør se i øjnene
og det er de her vægge
der næsten aldrig mere giver genlyd af hendes stemme
og det er de her vægge
dem med det allerhvideste tapet
det er de her vægge du
hamrer dine knytnæver mod og
det er de her vægge
de vægge
der engang imellem flytter sig og
forsvinder ud i natten
og engang i mellem lader loftet falde ned
så himlen kan komme lidt tættere på
det er de her vægge
de her vægge der ligger ligenøjagtig
den rigtige afstand til muren og virkeligheden
og det er de her vægge
der for det meste ikke siger ret meget
og nogen gange også bliver stående
og er sådan rigtigt vægagtige i 2D
og med billeder
det er de her vægge
dem med tapetet
det er de her vægge
der det meste af natten
udgør din verden



Kan du slet ikke huske
hvordan man kommer væk?

tirsdag den 14. december 2010

DU

Nakkedeller

du ser dig tilbage

altid tilbage

nystrøget skjorte

frikadeller

klinisk hvidt tapet

støvet

der efterhånden har taget farve af dit åndedrag

Hvornår trak du sidst vejret?


linoleum

snørebånd

sorte sko

dobbeltknude

fodspor

Hvor løber du hen?

du ser dig tilbage

altid tilbage

hvad flygter du fra?


spejl

væggen

kirsebæressens

alkohol

ukontrollabel hoppen i dit venstre ben

flexible sætninger

svedige håndflader

du nikker

til hvad?

til hvem?

du ser dig tilbage

altid tilbage

du vil ikke se dem

du lukker øjnene

Palle alene i verden

er du ensom?


Bøger

kuglepenne

papir i pæne bunker

pengesedler

kaffe 2 stykker sukker

ingen mælk

Platon

parallelforskudte virkeligheder

du ser dig tilbage

altid tilbage

avisen

diabetes voldtægtsmænd

kommunalvalg

koreansk kommunisme

hvad drømmer du om?

individualisering

parforhold

holdbarhedsdato

fremtiden?

Damen foran dig på gaden

du ser dig tilbage

altid tilbage

forældre

tryghed

frihed lighed broderskab

hvor vil du hen?


du ser dig tilbage

altid tilbage

damen bag dig på gaden

foragt

du taler

du lytter

du samtaler

du lytter ikke

du vil væk(?)

du går

du kommer

du er

du ser dig tilbage

altid tilbage

du ser

absorberer

lugten af mentholatum gør dig tryg

hvad er der galt med din verden?


du har mødt et menneske engang

du vil ikke verden

du er allerede væk



...og der er ingen der kan huske

hvor det var du ville hen...